Mens Mads Burnell om under to uger åbner sin egen klub – Burnell MMA & BJJ – med Nicolai Wie, så får han ikke ligefrem tid til at være i Søborg i hele 2025.
I dag offentliggjorde Professional Fighters League – og Burnell selv – at letvægteren er en af de otte deltagere i den turnering, som løber af stablen i 2025 med 500.000 dollars på spil til vinderen.
”I år er der ét skud, én mulighed for at få alt hvad du nogensinde har ønsket dig. Mors spaghetti og alt det der. Hold de 500.000 klar, for jeg kommer efter dem,” siger en tydeligt tilfreds Mads Burnell i en video på sin instagram-profil.
Læs også: Burnell bliver klubejer: Vil gerne give noget tilbage
Blandt de andre deltagere i turneringen finder vi en af Burnells modstandere i 2024 – veteranen Clay Collard, som danskeren besejrede i en underholdende kamp i Salt Lake City i juni.
Derudover er sidste års vinder – da turneringspræmien stadig var på en hel million dollars – russiske Gadzhi Rabadanov med igen, og det samme er tidligere Bellator-champ Brent Primus, som Rabadanov knockoutede i sidste års finale.
Her er hele deltagerlisten til PFL’s letvægtsturnering 2025:
- Gadzhi Rabadanov (RUS)
- Brent Primus (USA)
- Mads Burnell (DK)
- Clay Collard (USA)
- Marc Diakiese (ENG)
- Alexander Shabliy (RUS)
- Alfie Davis (ENG)
- Jay-Jay Wilson (NZ)