Cecilie Kølle har stadig chancen for at levere et topresultat ved det igangværende EM i MMA i den serbiske hovedstad Beograd.
Her til eftermiddag var den 25-årige dansker i aktion for første gang under EM i en kamp mod den slovenske kæmper Tina Koscak.
Læs også: Mere dansk EM-action i dag: Nykåret sølvvinder skal i buret
Og det blev en kamp, som Cecilie Kølle dominerede store dele af, og det kunne ses på dommersedlerne, der måtte i brug, da kampen gik tiden ud.
Den ene dommer havde danskeren til at vinde alle tre runder og dermed kampen med 30-27.
De to øvrige dommere havde også en dansk sejr – begge med 29-28.
Dermed avancerer Cecilie Kølle til anden runde ved årets europamesterskaber, hvor drømmen om mere metal altså lever efter eks-landsholdsbokseren senest fik sølv med hjem fra de nordiske mesterskaber.
I morgen formiddag venter der nu Cecilie Kølle den anden kamp ved EM.



