Danmarks kampsportsunivers

Cecilie Kølle skal både til NM og EM: “Havde ikke regnet med at få muligheden”

Cecilie Kølle flankeret af Great Danes-kæmperen Sigurd Rømer (th) og klubbens muay thai-coach, Jimmi Busk. Foto: Cecilie Kølles Instagram

2025 går så småt på hæld, men allerede i starten af 2026 sker der masser af spændende ting på den danske MMA-scene.

Den 15. januar går det således løs ved de nordiske mesterskaber, og i starten af februar skal det afgøres, hvem der er de bedste MMA-amatørkæmpere i Europa.

Både ved NM og EM stiller Danmark med relativt store delegationer – og én af dem, der skal repræsentere de rød-hvide farver ved begge slutrunder, er Cecilie Kølle.

Læs også: Se truppen her: Landstræneren udtager både velkendte og nye ansigter til EM i MMA

“Det betyder rigtig meget for mig at få sådan en chance så tidligt i min MMA-karriere, og jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for min udvikling,” fortæller Cecilie Kølle til Fighting.dk.

Great Danes-kæmperen har blot to kampe i et MMA-bur på CV’et – men hun har en lang og flot karriere bag sig som bokser, hvor Cecilie Kølle tidligere har repræsenteret landsholdet.

“Selvom jeg kun har haft to MMA-kampe, så har jeg trods alt mange boksekampe og har deltaget i flere turneringer, så den del er ikke ny for mig, og jeg var ikke taget afsted, hvis jeg ikke troede på mine chancer for at hive metal hjem til Danmark,” understreger Cecilie Kølle.

Glæder sig til landsholdsdebut
Hun erkender dog, at hun selv var lidt overrasket over, at landstræner Milan Silva gerne ville have hende med til de kommende slutrunder.

“Jeg har kun haft to kampe, så jeg havde ikke regnet med at få muligheden så tidligt. Men jeg er virkelig glad for det, og jeg glæder mig meget til at repræsentere Danmark sammen med de øvrige danske fightere,” siger den tidligere landsholdsbokser, der ser frem til slutrunderne.

“Jeg tror, det bliver en virkelig fed og lærerig oplevelse. Det bliver nogle hårde kampe, men for mig handler det lige nu mest om at få noget god erfaring, som på sigt vil give mig de bedste forudsætninger for at klare mig godt,” slår den nykårede danske landsholdskæmper fast.

Cecilie Kølle debuterede som MMA-kæmper i juli måned, da hun ved Fight Series 9 i engelske Wolverhampton besejrede den lokale kæmper Kasey Smith på overbevisende vis.

Læs også: Tidligere landsholdsbokser tager flot sejr i MMA-debut

Siden kæmpede Cecilie Kølle også i KB Hallen den 20. september, hvor hun var på plakaten ved Airtox Dominance 4.0. Ved den lejlighed tabte Kølle det rene danske opgør mod Rumble Sports Caroline Møller på point.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.