Nedtællingen til Sigurd Rømers første professionelle kamp som MMA-fighter er ved at være forbi.
Når det fynske talent lørdag aften går i buret ved MMA GALLA vol. 34 i Fredericia, er det nemlig uden benskinner, med tyndere handsker og med albuer som et farligt nyt våben. Great Danes Fight Club-profilen er samtidig den eneste danske profighter i aktion ved stævnet, når han i en af aftenens to pro-kampe møder svenske Christian Hansen i Sparekassen Middelfart Arena.
Læs også: Sigurd Rømers første pro-kamp er på plads: “Et nyt kapitel begynder”
Rømer har længe været et af de mest etablerede navne på den danske amatørscene, og nu skal han vise, at han også kan gøre sig gældende blandt de professionelle. Og selvom springet er stort, føler han sig godt rustet.
“Jeg er selvfølgelig spændt, nu hvor det er pro, men forventningerne er de samme som i mine sidste amatørkampe, så nerverne er de samme. Jeg har kunnet mærke, at jeg glæder mig utrolig meget til at få lov til at gå pro,” siger Sigurd Rømer til Fighting.dk.
Rømer har ikke været i aktion siden maj og har brugt hele sommeren på at omstille sig til det nye, da han blandt andet tog på en træningstur til det anerkendte Manchester Top Team i England, hvor også holdkammeraten Oliver Petersen var med.
“Optakten og forberedelserne har været gode. Jeg har brugt hele sommeren på at vænne mig til pro-reglerne, hvilket jeg håber at kunne vise den 31.,” siger han.
Tror på sejr mod svenskeren
Modstanderen Christian Hansen er ingen novice, men Rømer er ikke i tvivl om, at han har midlerne til at vinde debuten.
“Jeg har set på hans tidligere kampe og kan se en kæmper med erfaring fra amatørverdenen. Han er dygtig både stående og på gulvet, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har værktøjerne til at slå ham,” siger Sigurd Rømer.
Han har desuden brugt sommeren på at tage på i muskelmasse, og med skiftet til letvægt venter der samtidig et større vægtcut frem mod kampen. Rømer kæmpede sine seneste amatørkampe i omkring 74-75 kilo, men i sin pro-debut skal han ned og ramme letvægtsgrænsen på 70 kilo.
“Hen over sommeren har jeg taget på i muskler og lagt mig lidt tungere end tidligere, så den vægt skal selvfølgelig af igen. Men alt går efter planen, og cuttet har været overraskende nemt,” siger han.
Læs også: Fynsk MMA-talent skriver historisk pro-kontrakt: “Han har en lys fremtid foran sig”
Sigurd Rømer skrev tidligere i år et lille stykke dansk MMA-historie, da han blev den første fighter nogensinde til at underskrive en multifight-kontrakt på tværs af MMA GALLA, FCR og BOT. Nu skal første kapitel skrives lørdag aften i Fredericia.



