Nicolas Dalby vender tilbage til UFC-buret den 16. maj, hvor der venter den rutinerede dansker et yderst interessant opgør mod den 39-årige amerikaner Jeremiah Wells.
Det fremgår af en nyhed på UFC’s hjemmeside.
Dalby (24-6-1) er to år ældre og har næsten dobbelt så mange professionelle MMA-kampe som Jeremiah Wells (13-4).
De to erfarne profiler tørner sammen ved UFC Fight Night-stævnet i The Apex i Las Vegas den 16. maj, hvor fjervægterne Arnold Allen og Melquizael Costa kæmper main event.
Startede som lyn og torden
Mens det bliver 41-årige Nicolas Dalbys 16. kamp i UFC-regi, så står Wells noteret for syv kampe så langt i karrieren for verdens største MMA-organisation.
Efter at have været champ i Cage Fury Fighting Championships fik amerikaneren sin UFC-debut i 2021, hvor han startede som lyn og torden med fire sejre i træk.
Wells kom dog lidt ned på jorden igen, da der herefter fulgte nederlag til både Carlston Harris og Max Griffin. I sin seneste kamp i UFC den 1. november sidste år kom amerikaneren tilbage på vindersporet med en sejr over Thembe Gorimba.
Som de fleste danske fightfans sikkert kan huske var også Nicolas Dalby i aktion i november sidste år.
Læs også: Kæmpe dansk triumf: Dalby nedkæmper stærk russer i livsvigtig sejr
Dengang besejrede danskeren russiske Saygid Izagakhmaev på split decision og kom dermed ligeledes flot igen efter to nederlag.

