Arman Tsarukyan er næste udfordrer til Islam Makhachev. Det blev slået fast efter hans snævre sejr over Charles Oliveira ved UFC 300. Men Tsarukyan kan godt finde krukken med tålmodighed frem, for Makhachev er skadet, og selv om det er tvivlsomt om russeren bliver klar i dette kalenderår, så afviser Dana White at sætte en kamp om til Tsarukyan med et interim-bælte på spil.
“Islam har kæmpet så mange gange og er altid parat til at springe til og tage en kamp. Så nej, der bliver ikke nogen interim-titel. Nå han er klar til at kæmpe, så laver vi en kamp. Vi er ved at kigge på planer for, hvornår han kan være klar,” sagde White i et interview med MMA-journalist Manouk Poyan.
Makhachev forsvarede senest bæltet i et medrivende drama mod Dustin Poirier i juni. Det var ventet, at han skulle headline i Abu Dhabi til oktober, indtil han blev skadet.
Fighting.dk’s take:
Det er fint, at UFC vil belønne Makhachevs loyalitet. Han har i den grad været en god soldat. Men der mangler et regelsæt omkring interim-titlerne. Lige nu er de cirka ligeså regulerede som BMF-bæltet. UFC deler dem ud efter for godt befindende, og casen Jones vs. Aspinall viser, at den titel i øvrigt også er totalt ligegyldig. Hvis ikke interim-champen får en kamp mod mesteren, når denne er tilbage, hvad er så pointen med bæltet?
Hvis Makhachev er klar i januar, så er der gået et halvt år uden titelforsvar, og det er der intet usædvanligt i. Men hvis han må forlænge sin skadespause yderligere, mon ikke Dana White så genovervejer situationen?