Lucas Ashira leverede i den grad varen, da den 21-årige dansker for første gang i karrieren var i ringen som professionel.
Ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne stod det danske stortalent over for georgiske Zaza Amiridze, der var blevet fløjet ind i sidste øjeblik efter en dramatisk fredag, hvor Ashiras oprindelige moldaviske modstander var blevet tilbageholdt af politiet i lufthavnen.
Læs også: Drama før Danish Fight Night: Dansk stortalents modstander stoppet af politiet i lufthavnen
Og måske skulle Amiridze have overvejet, om kampen mod Lucas Ashira var en god idé.
Georgieren kom i hvert fald på overarbejde fra kampens første sekund, som den 21-årige dansker kom ud til med masser af tempo og initiativ.
Allerede efter 92 sekunders boksning i første omgang blev kampen vinket af, da Ashira havde sendt Amiridze i gulvet. Georgieren kom aldrig rigtig på benene, og dermed var Lucas Ashiras professionelle debutkamp slut, før den for alvor var kommet i gang.
Tidligere på aftenen havde også Jihad Khattab — lillebror til Abdul Khattab — fået en planmæssig start på sin prof-karriere, da den danske debutant stoppede den bundrutinerede ungarer Istvan Kiss.
Danish Fight Night er i skrivende stund i fuld gang, og Fighting.dk opsummerer selvfølgelig aftenens resultater senere, når Hamza Hussein (10-0) har bokset hovedkamp mod afrikanske Morike Oulare (7-1).



