I sommeren 2006 havde Martin Kampmann bestemt sig for at bruge hele ferien fra ingeniørstudiet på at træne i USA. På det tidspunkt havde han allerede været i Brasilien og på andre ture for at finde stærkere træningsmakkere end de relativt få, der på det tidspunkt praktiserede MMA i Danmark.
Ved et brasiliansk jiu-jitsu-stævne i Danmark havde Kampmann mødt amerikaneren Mike Pyle, som en overgang boede her til lands og arbejdede som træner i Mikenta på den københavnske Vestegn.
Pyle blev selv senere UFC-kæmper og er i dag en af trænerne hos Syndicate MMA i Las Vegas – og chokede i øvrigt Kampmann ud med triangle chokes i begge deres dueller dengang. Måske derfor tilbød han gæstfrit ’Hitman’ husly i Las Vegas, da danskeren rakte ud for at få kontakter i en af de lokale MMA-klubber.
Fik jiu-jitsu-legendes plads
Udover kufferten medbragte Kampmann en rekordliste på 9-1 efter sine første 10 kampe rundt omkring i Europa. Det enlige nederlag blev indkasseret mod den langt mere rutinerede russer og tidligere UFC-kæmper Andrey Semenov ved M1 nogle år forinden. Derfor var århusianeren heller ikke bleg for at sige ja, da der blev mulighed for at komme i kamp under træningslejren.
”Midt på turen fik jeg chancen for at kæmpe hos en lille promotion, der hed WFA. Jeg skulle møde mexicanske Edwin Aguilar, fordi han havde mistet sin modstander, en brasiliansk jiu-jitsu legende, der hedder Jose ’Pelé’ Landi Jons. Jons var kendt fra sportsgrenen Valle Tudo i Brasilien, hvor de nikkede skaller og hoppede på hinandens hoveder. Men nu fik jeg så hans plads,” fortæller Martin Kampmann.
”På det tidspunkt trænede jeg blandt andet med Phil Baroni, som kendte nogle af folkene hos King of the Streets og hørte om den her kamp, hvor de manglede en modstander til Aguilar.”
Kort varsel
Phil Baroni kæmpede selv i to omgange for UFC og var senere forbi både Bellator og ONE. Desværre er hans liv de senere år kørt af sporet, og sidste år blev han anholdt i Mexico for at have tæsket sin kæreste ihjel under et skænderi. Mange år inden var han altså med til at hjælpe Martin Kampmanns amerikanske karriere i gang.
”Jeg fik kampen med super kort varsel. Såvidt jeg husker var det onsdag eller torsdag, og kampen skulle kæmpes lørdag. Jeg skulle flyve ud til LA, hvor stævnet lå, og inden jeg kunne kæmpe, skulle jeg sanktioneres af Californiens athletic comission, som er en af de mest strikse i USA.”
”Jeg for rundt til alle mulige medical checks. Der var hjernescanning, blodprøver, øjentest – og så noget man ikke laver andre steder: En neurologisk eksamen. Det var sådan noget med at tælle baglæns fra 97 og trække syv fra. Bare så de kunne se, at jeg ikke var helt fra den. Derudover skulle man også have lavet en EKG (hjertescanning). Det krævede de heller ikke særligt mange andre steder.”
Indvejning talte ikke
Kampen foregik i mellemvægt, og derfor skulle Kampmann ikke tabe mange kilo. Alligevel blev indvejningen en besværlig omgang.
”Da jeg vejede ind, var resultaterne fra min blodprøve ikke kommet endnu, og så fik jeg at vide, at min indvejning ikke talte, fordi jeg ikke var sanktioneret. Så jeg skulle vejes igen dagen efter – på dagen for kampen.”
WFA, stævnearrangøren, var en af de mange promotions, der har forsøgt at tage kampen op med UFC – uden held. De havde ellers et solidt line up til den aften med Quinton ’Rampage’ Jackson mod Matt Lindland i main event, comeback til UFC-stjernen Bas Rutten, der havde ’Kongen Af Queens’-stjernen Kevin James i sit hjørne. Der var også blevet plads til en på det tidspunkt mindre kendt brasilianer ved navn Lyoto Machida på kortet. Wrestling-legenden Bill Goldberg kommenterede.
Martin Kampmann fik overtalt WFA-folkene til at lave kampen om til en catchweight på grund af blodprøvecirkusset. Den nye vægtgrænse hed 86 kilo, som nogenlunde svarede til hans hverdagsvægt dengang.
Suveræn start
Trods den kaotiske optakt gik kampen ved WFA: King of the Streets, ligeså godt som Kampmann kunne have drømt om.
”Jeg har aldrig kunne finde kampen nogen steder, så jeg har ikke set den. Men som jeg husker det slipper jeg hans jab og kører uppercut på indersiden. Det ryster ham lidt, og jeg følger op med et knæ i hovedet, som sender ham i gulvet. Smasker ham lidt fra toppen, og så bliver kampen stoppet. Suveræn start og first round stoppage.”
Efter sejren gik Kampmann tilbage til omklædningen, hvor han stødte på Phil Baroni og dennes manager Ken ’The Pav’ Pavia.
”Pavia var helt oppe at ringe og roste mig længe. ’Det var bare mega fedt!’ Undervejs kiggede jeg over på Baroni, der stod og lavede en bevægelse med hånden foran munden for at vise, hvad han mente om sin managers fedteri,” griner Martin Kampmann.
Ny kamp
Næste dag gik turen tilbage til Las Vegas og den daglige træning, men nogle dage senere ringede Kampmanns telefon. Det var ’The Pav’.
”Han havde snakket med den daværende matchmaker hos UFC Joel Silva. De stod og manglede en modstander til Crafton Wallace, og Pavia fortalte så, at han kendte mig. Jeg havde nogle højdepunkter fra mine tidligere kampe, som de fik, og så satte de kampen op.”
”Kampen lå samme weekend, som jeg skulle være fløjet hjem. Det måtte så lige vente,” siger Kampmann.
Selve debuten i Red Rock Casino – den første UFC-kamp nogensinde med dansk deltagelse – var også en kort men stor fornøjelse. Efter lige under tre minutter måtte Crafton Wallace klappe ud på et rear naked choke.
Martin Kampmanns UFC-karriere sluttede syv år senere efter 17 kampe – her af 11 sejre og fem main events – i verdens største MMA-organisation.
Nysgerrig på mere?
Så læs også historien om, hvordan Martin Kampmann var tæt på at havne i en titelkamp mod selveste Anderson Silva. Find den historie lige her.
