I starten var det bare endnu et af de virale russiske fight-fænomener på sociale medier. Ligesom dem der kæmper med rustninger og sværd (nogle gange i hold). Eller dem der boksede med den ene arm bundet fast til det samme bord. Og dem der slås på toppen af en container, der er hejst op i luften og ud over en sø. Russerne har aldrig manglet kreativitet, når det gjaldt om at finde på smadresport.
For fem-syv år siden begyndte de også at dyste på lussinger. Og den disciplin fangede mere an end alt det andet. Så meget at UFC-præsident Dana White begyndte at kunne skimte dollartegn i de opsvulmede kinder på de russiske muskelbundter. I 2023 blev Whites fantasi så til virkelighed med Powerslap – en amerikaniseret og mere strømlinet udgave af de virale klask.
Det vidste du formentlig godt, hvis du frekventerer det her site ind imellem. Men vidste du også, at der i blandt de hurtigtflyvende håndflader findes en dansker?
De manglede en viking
Den er god nok. I Powerslaps sværvægtsdivision (som i denne sportsgren er den næsttungeste), finder vi danske Troels Nielsen. Han arbejder, går på jagt og fisker som så mange andre. Og så deler han altså også lussinger ud under organiserede forhold.
Men hvordan pokker fandt en nordjyde uden et navn inden for kampsport vej til den helt store scene i USA?
“Det kom egentlig helt tilfældigt,” fortæller Troels Nielsen fra hjemmet nordpå til Fighting.dk.
“Jeg arbejder som socialpædagog, og så havde jeg en borger, som sad og så det. Jeg grinte lidt, da jeg gik forbi ham og sagde: ‘Det er fordi, de aldrig nogensinde har fået en lussing af en rig nordjyde.’ Så grinede han lidt af mig og sagde: ‘Det tør du ikke tilmelde dig,’ og jeg svarede: ‘Nøh, selvfølgelig gør jeg det.’ Så skrev jeg til dem.”
Indtil da havde Troels Nielsen kun set sporten på diverse sociale medier uden at tænke andet, end at det måtte være skør mennesker, der deltog i den slags. Han regnede da heller ikke med at høre fra amerikanerne. Men det gjorde han. Hurtigt endda. Powerslap tog kontakt dagen efter hans henvendelse, og de kunne lide hans profil.
“Jeg vejer 115 kilo. Jeg er en meter og halvfems høj. Jeg har det der rigtig skandinaviske udseende. Lyshåret, grøn-blå øjne, brede skuldre og tatoveringer jo fandeme over det hele. Altså jeg ligner jo det, man nærmest kan kalde en viking,” griner Troels Nielsen og fortsætter:
“Det (Powerslap red.) har været meget amerikansk præget. De har haft enkelte stykker med, en fra England og en fra Sydafrika af, men det har egentlig været det. Nu har de prøvet at gøre det lidt mere internationalt, og de havde ikke nogen med fra Skandinavien. Idet jeg har gået til MMA i mine unge dage, og egentlig godt vidste, at det gør ondt, når folk slår dig, så synes hun jeg var spændende, fordi jeg ville passe godt ind i heavyweight-profilen, for der var ikke noget internationalt for dem.”
Barsk debut
Det varede ikke længe efter den første kontakt med Powerslap i sommer, før Troels Nielsens telefon ringede med en invitation til at kæmpe i Abu Dhabi i oktober. Desværre bakkede hans modstander fra Kazakhstan ud efter ankomsten til De Forenede Emirater og efterlod den danske viking med ni dages ophold uden kamp.
I stedet kom den i slutningen af januar under andre mellemøstlige himmelstrøg, men igen med en kazakh som modstander. Nærmere bestemt i Saudi Arabien mod vægtløfteren Zakir Naimanbayev. Og det blev ikke den ønskede drømmedebut.
“Man kan altid sige, at jeg tabte. Om det så var på ærlig vis… der kan man vende den om og sige, at jeg kunne ligeså godt have fået en knytnæve i ansigtet,” husker Troels Nielsen.
Den første lussing fra Naimanbayev var nemlig ikke en lussing, men et slag med det nederste af håndfladen. ‘Clubbing’ kaldes det i slap-fighting, hvor det er en ulovlig manøvre, som helt efter bogen blev straffet med et fratrukket point. Troels Nielsen kom noget groggy på benene og fik lov at fortsætte. Han kunne reelt være blevet siddende og have vundet sejren på diskvalifikation, men det er ikke den støbning, han er gjort af.
“Jeg bliver selvfølgelig lidt rundtosset, men jeg er så meget nordjyde, at jeg rejser mig op igen og tænker: ‘fuck dig, videre.’ Han gør så det samme en gang mere. Fuldstændig ens slag, men bliver så ikke kaldt på det,” siger Troels Nielsen.
Ganske rigtigt blev han ramt af et lignende slag, da det blev Naimanbayevs tur anden gang, og det blev kampens sidste. Men knockout-nederlaget har ikke slået Nielsens lyst til at på scenen igen i stykker. Han er på kontrakt hos Powerslap de næste par år med et uspecificeret antal kampe, og venter bare på at blive matchet op igen.
“Nu starter vi med at kravle, før vi kan gå. Jeg håber på, at inden for de næste par år har jeg været af sted 5-6, og så kan det være, jeg skal til at have en titelkamp. Jeg skal have noget mere erfaring ind på kampene.”
Vi er ikke normale
At præsentere sig selv som slap-fighter er naturligvis noget, der deler vandene. Nogle af dem Nielsen løber ind i bliver inspirerede, men kun til en vis grad.
“Der er mange mennesker, der siger: ‘Skal vi hjælpe dig? Så kan vi lige give dig en lussing.’ Det kan vi godt, så stiller vi os ved et bord, men så skal jeg altså også have lov at give dig, for jeg skal da også træne. Det vil folk ikke. Der bakker de sgu lidt af,” griner Troels Nielsen.
For de flestes vedkommende er det dog svært at sætte sig ind i, hvorfor han har valgt den hobby.
“Folk synes ikke, jeg er rigtig klog. De kan ikke rigtig sætte sig ind i, hvorfor man gør det. Når jeg så prøver at forklare dem, hvorfor jeg har valgt at gøre det, så er de stadig uforstående, for hvorfor skal man slå på hinanden,” siger Troels Nielsen og tilføjer:
“Så siger jeg: Hvorfor sidder du og strikker huer til andre folks børn? Det er fordi, det er deres interesse, men det her er min interesse. Jeg går også på jagt og fisker lidt, men det her er en lidt anden interesse, kan man sige.”
Mange af Powerslaps kritikere har udtrykt skepsis over risiciene ved at tage imod tunge, ubeskyttede slag til hovedet fra en stærk modstander. Den bekymring deler Troels Nielsen selvsagt ikke, især efter at have prøvet det på egen krop.
“Han (Naimanbayev red.) slår mig ud og får mig ned to gange. Du vil altid have lidt ondt i hovedet, selvfølgelig vil du det. Men det var væk dagen efter. Efter kampen blev jeg sendt ned i et observationsrum med en eller anden læge/sygeplejerske-ting. Han skulle holde øje med mig. Så lagde jeg mig bare på gulvet og så slap-fights. Da der var gået en time, siger han: Nu skal du tilbage på hotellet. Så tog jeg på hotellet, drak en cola og lagde mig til at sove. Vågnede dagen efter, åd en panodil zapp og så var vi ovre det,” siger Troels Nielsen.
Han erkender dog, at selv om der er regler, ordnede forhold, dopingkontrol og grundige helbredstjek før og efter kampene, så er det stadig folk af et særligt stof, der stiller sig op over for hinanden ved det høje bord.
“Man skal være en lille smule afbrændt for at sige: ‘Kom nu med den. Jeg har oplevet værre end det der.’ Det er ikke for sjov, at mange af de professionelle UFC-fightere siger, at de er hårde, men de ville slet ikke stille op i en slap fight, for vi er ikke normale,” griner Troels Nielsen.
