Thor Iversen var blandt de syv danske kæmpere, der i går blev udtaget til de nordiske mesterskaber om godt fire uger.
Læs også: Danmark sender stort hold til NM 2026: Se hvem der er udtaget her
Det er første gang, den talentfulde Metanoia MMA-kæmper skal repræsentere de rød-hvide farver på det danske MMA-landsholdet – en oplevelse, han ser frem til.
“Jeg kan ikke sige andet end, at jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg skal repræsentere det danske flag,” siger den danske landsholdsdebutant.
Selvom der er tale om en debut for Thor Iversen, når han i januar skal kæmpe ved de nordiske mesterskaber, så er ambitionerne ikke til at tage fejl af.
“Målsætningen for mig er at vinde det nordiske mesterskab og stå med en guldmedalje,” lyder det fra Thor Iversen, der til NM skal kæmpe i letsværvægt op til 93 kilo.
Netop i den vægtklasse har en anden Iversen tidligere leveret toppræstationer for det danske MMA-landshold.
Thors storebror, Mikkel ‘Bigboss’ Iversen, har i sin amatørkarriere både vundet sølv ved VM og guld ved de nordiske mesterskaber – og Thor Iversen kan da også godt mærke, det giver en slags ekstra motivation at kunne gå i sine brors fodspor.
Læs også: VM-sølvvinder pro-debuterer hos MMA GALLA
“Man har det da lidt i baghovedet, at ens storebror har vundet før. Så vil man også selv gøre alt for at vinde,” siger Thor Iversen med et smil.
De nordiske MMA-mesterskaber finder sted i Sverige fra den 15. til den 18. januar næste år.



