Airtox Dominance 5.0 bliver desværre uden det danske stortalent Oliver Petersen.
Den 19-årige Great Danes-kæmper kommer ikke i kamp den 10. januar, hvor han ellers skulle have stået i den ene semifinale i den storstilede amatørturnering Fear Nothing Tournament.
Det har Airtox Dominance annonceret tidligere i dag på sine sociale medier.
Det er fortsat den skade i knæet, Oliver Petersen blev ramt af ved VM i MMA i slutningen af september måned, der gør danskeren så ukampdygtig, at han nu endegyldigt har meldt fra til eventet.
Læs også: Trods revne i menisken: Oliver Petersen meldes klar til semifinalebrag
Oliver Petersen skulle have mødt den stærke nordmand Nahid Kartal, som nu i stedet får tjekkisk modstand i form af Josef Dostal.
Det var den tjekkiske MMA-kæmper, som Oliver Petersen besejrede på point i deres indbyrdes kvartfinale ved Fear Nothing Tournament.
Andet afbud
Dermed må Mark O. og resten af Airtox Dominance-holdet nu sande, at begge semifinaler ved den stort anlagte amatørturnering med 50.000 kroner i førstepræmie er blevet ramt af afbud.
Kort før nytår stod det klart, at også den tyske MMA-mester Lewis Ndzana måtte melde fra til sin planlagte semifinalekamp.
Læs også: Tysk mester ude: Rida Jawad får ny modstander i Fear Nothing-semifinale
Ndzana stod til at møde den danske Arte Suave-profil Rida Jawad, der nu i stedet får fornøjelsen af østrigske Habibul Dombaev fra MT Gym 23.
Airtox Dominance 5.0 finder sted i KB Hallen den 10. januar.


