Main event ved Elite Fight League 4 i Taastrup Idrætscenter her til aften skulle have været et dansk brag mellem Magnus Lazrak og Aleksandar Bloom Milosevic.
Men Milosevic er blevet ramt af sygdom og har derfor trukket sig fra kampen, der ud over at være main event også var en titelkamp om ISKA K1 Pro-titlen i -86 kilo.
Magnus Lazrak har dog fået en ny kamp på, og han står også stadig øverst på plakaten ved EFL 4.
I stedet for Milosevic kommer Lazrak nu til at stå ansigt til ansigt med Alpay Hakan Yaman – en tysk bokser med tyrkiske rødder.
Om han kan byde den i EFL-regi ubesejrede Magnus Lazrak op til dans, må tiden vise – men uanset hvad er der ikke længere en titel på højkant, har EFL meldt ud.
EFL 4 løber af stablen klokken 18.00 i Taastrup Idrætscenter, hvor der er hele 18 kampe på programmet.



