En skrækkelig skade ramte i slutningen af september den danske muay thai-stjerne Marcus Ulsing.
Her var Mikenta-kæmperen i Estland for at kæmpe main event ved ‘Road to the League’, da det gik helt galt mindre end to minutter inde i kampen mod Kristian Ljahh.
Marcus Ulsing fik et lowkick blokeret, brækkede sit skinneben og måtte hastes til et lokalt hospital, hvor han blev opereret akut.
Læs også: Dansk muay thai-stjerne slemt skadet i udenlandsk main event-opgør
Efterfølgende er Ulsing blevet opereret både i Estland og så én gang mere, da han fik dansk grund under fødderne igen.
Derfor fylder det selvsagt mest for den sympatiske Mikenta-kæmper at komme sig helt igen – og mindre, hvornår han er klar til at kæmpe igen.
“Kamp er ikke noget, jeg fokuserer på lige nu. Det kommer i bølger. Nogle gange vil jeg gerne kæmpe og komme tilbage så hurtigt som muligt. Andre gange vil jeg bare gerne træne og holde mig i form uden kampe,” fortæller Marcus Ulsing til Fighting.dk.
Boksning er en mulighed
Den danske knockout-specialist har dog et særligt ønske om at komme så meget oven på, at han selv er herre over, om han skal tilbage i ringen eller ej.
“Uanset hvad der skal ske, så er mit mål at komme tilbage til samme udgangspunkt som før skaden, så jeg selv kan tage en beslutning, når tiden er inde. Den mulighed vil jeg gerne selv have,” understreger Marcus Ulsing.
Læs også: Efter skrækskade: Marcus Ulsing taknemmelig for ‘den vildeste opbakning’
Han erkender dog også, at hans skade er så slem, at han virkelig overvejer fremtiden – og det er ikke sikkert, den også fremover står på muay thai.
“Hvis ikke det bliver muay thai, så har jeg også altid elsket almindelig boksning. Men tiden må vise, hvad det kan blive til. Mit første mål er at kunne gå normalt igen. Derefter at kunne træne normalt igen, og så må vi se,” uddyber Marcus Ulsing.


