Danmarks kampsportsunivers

Marcus Ulsing to måneder efter skrækskade: “Jeg har fået den vildeste opbakning”

Marcus Ulsing, tv, her i kamp ved Unite #4 sidste år. Foto: UNITE

Det skulle have været endnu en spring frem på karrieren for Marcus Ulsing, da den danske muay thai-stjerne for to måneder siden kæmpede main event ved ‘Road to the League’ i Estland.

Men i kampen mod Kristian Ljahh gik det helt galt for Marcus Ulsing, der tidligt i opgøret brækkede sit skinneben og måtte hastes til et lokalt hospital, hvor han blev opereret akut.

Alle artikler om UNITE 10: Lasting Legacies er sponsoreret af Pluto TV – hjemsted for livestreaming af dansk kampsport.

Du kan streame stævnet direkte på Pluto TV lørdag den 29. november fra klokken 20.45.

Pluto TV har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Læs også: Dansk muay thai-stjerne alvorligt skadet i main event-opgør i Estland

Selv husker Ulsing ret præcist, hvad der egentlig skete i de skæbnesvangre minutter.

“Jeg følte mig frisk og klar, men startede runden ud lidt langsomt hvor min modstander når at ramme med et par træffere til hovedet. Jeg får gang i mit lowkick og rammer ham to gange med fuld kraft, jeg kan se på ham at det har en effekt. Jeg bliver måske lidt grådig og går efter et tredje, igen med fuldt kraft, og han når at løfte benet en smule, hvilket gør at mit skinneben rammer lige under hans knæ. Mit ben knækker og indenfor to min af første omgang er kampen slut,” fortæller Marcus Ulsing til Fighting.dk.

Blev opereret igen
Den danske Mikenta-kæmper blev opereret på hospitalet i Estland umiddelbart efter kampen og forblev indlagt i fire dage.

Herefter kunne han vende hjem til Danmark, hvor en opfølgende scanning på Hvidovre Hospital nærmest kun gjorde ondt værre for Marcus Ulsing.

“De danske læger finder ud af, at sømmet, jeg har fået lagt ned igennem skinnebenet, er sat på en måde, så mit ankelled vinkler med ca 7 graders forskel i forhold til hvad det skulle. De anbefalede, at jeg fik lavet operationen om påny, da de var sikre på de kunne gøre det bedre,” fortæller Marcus Ulsing.

Den 21. oktober måtte han derfor under kniven endnu engang.

“Jeg gennemgik en ny operation og startede så at sige forfra igen. Jeg er nu begyndt på genoptræning, og der er heldigvis forbedringer hver gang jeg er hos fysioterapeuten,” siger Marcus Ulsing.

Læs også: UNITE må aflyse co-main event: “Marcus er pisse ærgerlig – han var så klar”

Mens selve skaden og de medfølgende operationer har tærret hårdt på den danske muay thai-kæmper, så har opbakningen været et kæmpe lyspunkt i mørket for Marcus Ulsing.

“Den støtte jeg har modtaget har overgået min vildeste fantasi. Min familie, min kæreste, mine venner både i og uden for klubben, har alle virkeligt gjort deres bedste for at for at støtte mig og hjælpe mig med alt jeg har haft brug for,” fortæller Marcus Ulsing.

Gode mennesker omkring sig
Han blev også overrasket af en indsamling, som hans danske klub Mikenta stod bag, og hvor klubber og kæmpere fra hele det danske muay thai-miljø har spædet til.

“Den indsamling som der blev lavet, var bare endnu et bevis på hvor mange gode mennesker, jeg har omkring mig og som der er i det dansk muay thai-miljø. Indsamlingen vil gå til genoptræning så jeg så vidt som muligt vil kunne komme tilbage til samme udgangspunkt som før skaden,” forklarer Marcus Ulsing.

Læs også: UNITE-promotor storroser co-main eventer: “Hans rekordliste er uhørt”

Den danske knockout-specialist erkender dog, at det formentlig har lange udsigter.

“Det går fremad med benet, men det har været en hård omgang. Og der er lang vej tilbage til træningslokalet i Mikenta,” lyder det fra den uheldige danske helt.

Inden kampen i Estland stod Marcus Ulsing noteret for 20 kampe som senior med 19 sejre og dermed blot et enkelt nederlag.

Ydermere har han hele 11 sejre på knockout.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.