Nedtællingen til FG Fight Nights store 20-årsjubilæumsstævne er i fuld gang.
Det er nemlig nu på lørdag, det går løs i Humlehøj Hallen i Sønderborg, hvor der venter en række interessante kampe inden for MMA og K1.
Og nu har den Sønderborg-baserede promotion offentliggjort, at jubilæumsstævnet også byder på en regulær premiere, når FG Fight Night 27 løber af stablen.
Læs også: FG Fight Night: Sønderborg-fighter får kamp ved weekendens jubilæumsstævne
For første gang nogensinde kan fightfans i hallen nemlig se frem til en kamp inden for BJJ – brasiliansk jiu-jitsu.
Det har FG Fight Night offentliggjort på sine sociale medier.
“For første gang tager vi brasiliansk jiu-jitsu med i buret,” lyder det i et opslag fra Danmarks ældste MMA-promotion.
Her slår FG Fight Night også fast, at nyskabelsen skal ses i lyset af, at lørdagens stævne markerer 20-årsjubilæet.
“Selvfølgelig skal jubilæumsaftenen byde på noget ekstra,” lyder det.
FG Fight Night løber af stablen lørdag med første kamp klokken 19.00.

