
Main event ved UFC’s næste besøg i Paris er på plads. Den 28. september bliver Benoit Saint Denis for første gang hovednavn, når han tørner sammen med Renato Moicano. MMA Fightings Damon Martin rapporterede om forhandlinger for halvanden uge siden, men nu er det altså officielt.
Saint Denis seneste kamp kan de fleste formentlig huske, for det var syv et halvt minuts episk drama mellem den tidligere elitesoldat og en af UFC’s mest trofaste scrap’ere Dustin Poirier ved UFC 299. Det endte smertefuldt for Saint Denis, men UFC’s tro på den aggressive franske bulldog vakler heldigvis ikke af den grund. ‘BSD’ gjorde et behjertet forsøg på at nedlægge veteranen i første omgang, men bed i det lange løb over mere, end han havde tandsæt til den aften i Miami, men hjemme i Paris venter der en mere velmatchet udfordring set med de franske briller. Moicano har revet og flået sig gennem letvægt de seneste par år. Han har stoppet en stribe stærke modstandere og kun tabt til en enkelt siden 2020. Den enlige svipser var da han med fire dages varsel tog en kamp på fem omgange mod Rafael Dos Anjos. Et nederlag der trods alt kan undskyldes.
Sideløbende har ‘Money’ Moicano skabt sig en voksende popularitet via en ‘ny’ og farverig personlighed i post-fight interviews og på sin YouTube-kanal. Han er gået fra den skingre bitterpjevs, der gjorde sig selv til grin efter sin hurtige sejr over Damir Hadzovic for fire år siden, til en sjov og selvironisk fyr, der ikke er bleg for at bruge sine lettere alternative engelsk-evner til at underholde sine seere. Og så er han blevet en af dem, man næsten holder med, bare så man får lov at høre hans skøre vinderinterviews.
Men også kun næsten, for jeg er også vild med Benoit Saint Denis og hans kompromisløse stil. Det bliver en underholdende fightweek med Moicano som hovednavn med den mikrofontid, det medfører. Og det bliver en forrygende kamp mellem den brasilianske supergrappler og den frygtløse franskmand, der kan lidt af det hele.
Følger du allerede Fightind.dk på X? Ellers er vi lige her.