Fem pro-kampe er på plads, og nu er der også offentliggjort fem af de otte amatør-talenter, som deltager i det nye tiltag Victory Tournament, som MMA GALLA sætter i gang ved stævnet 1. marts i Brøndby Hallen.
Det femte navn i turneringen – og det tredje danske – er Daniel From fra Nakskov MMA. Daniel From har tre amatørkampe bag sig og har vundet de to. Den seneste et danskeropgør mod Daniel Linden ved MMA GALLA vol. 21 i Nakskov, som efterfølgende blev nomineret til årets fight i MMA GALLA.
Læs også: Dansk superfinale kan blive en realitet
Daniel From slutter sig til sine landsmænd Sigurd Rømer og Rida Jawad samt den svenske kæmper August Jacobsson (7-4) og norske Ben Ebelt (2-1).
Bantamvægter på kortet
Udover Victory Tournaments fjerde dansker kommer også bantamvægtstalentet Fouad Sandbeck fra Renegade MMA til at kæmpe i Brøndby Hallen.
Læs også: Fem kampe vi gerne vil se på dansk grund i 2025
Sandbeck havde et lidt blandet 2024, som både bød på en sejr over Arte Suaves Bruce Ali, men også et tæt nederlag på point til hans tidligere holdkammerat Emil Bamdad Shahriari ved MMA GALLA vol. 22 i Odense. Derudover havde han en kamp i bogen til Dominance FC’s første stævne i september, men den måtte aflyses.
I Brøndby møder Fouad Sandbeck den polsk-tyske Pawel Lis, som har vundet to af sine tre amatørkampe. Alle tre er kæmpet ved det tyske event We Love MMA.
Læs også: MMA GALLA siger farvel til Pluto og teaser store nyheder