Danmarks kampsportsunivers

Fortrøstningsfuld landstræner trods afbud: “Medaljer er inden for rækkevidde”

Landstræner Milan Silva gennemførte sidste år IMMAFs Level 1 coach-certificering. Foto: Privat

Det danske landshold i MMA skal i de kommende dage kæmpet om europæisk hæder og metal ved europamesterskaberne i MMA 2026.

Det sker i den serbiske hovedstad Beograd, der er vært fra EM i MMA frem til den 15. februar.

Mesterskaberne bliver desværre uden to af de ellers helt store danske profiler, da både Oliver Petersen og Sigurd Rømer af forskellige årsager har måttet melde afbud.

Læs også: Nyt dansk landsholdsafbud: EM i MMA bliver uden Sigurd Rømer

Men det får nu ikke landstræner Milan Silva til at miste optimismen.

“Jeg synes, vi har nogle skarpe landsholdskæmpere, der alle sammen kommer i god form. Der er ikke favoritter til guldet, men jeg er fortrøstningsfuld og vil mene, at medaljerne er inden for rækkevidde med den rette lodtrækning,” lyder det fra Milan Silva, som allerede tog til Beograd onsdag aften.

Lodtrækning i dag
Senere i dag finder den meget afgørende lodtrækning så sted, og derfor ved Milan Silva mere præcist, hvem der skal i aktion hvornår og mod hvem senere.

Allerede nu er stemningen i Beograd dog god.

“Det er jo et kæmpe event med mere end 1500 deltagere, når man tæller coaches med. Serbien er en ret stor MMA-nation, så allerede i lufthavnen hænger der store bannere for eventet, og i bybilledet går mange rundt i MMA-træningstøj. Så det summer i byen, og det skal nok blive en fed oplevelse,” siger Milan Silva.

Læs også: Landsholdet må undvære Oliver Petersen: “Han var klart en medaljekandidat”

Ifølge det officielle program så skal første dansker i aktion på lørdag, når bare 15-årige Alexander Pil Berglund får sin slutrunde-debut.

Søndag den 15. februar bliver EM i MMA officielt rundet af, når alle finalekampene ved senior-turneringerne løber af stablen.

Fighting.dk opdaterer naturligvis løbende fra de danske MMA-kæmperes præstationer ved EM de kommende mange dage.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.