Det bliver Rafael Fiziev, der træder til med kort varsel og erstatter Dan Hooker, som desværre har måtte trække sig fra det ellers planlagte opgør mod Justin Gaethje ved det kommende UFC 313 den 8. marts.
Det har UFC offentliggjort tidligere i dag dansk tid efter massive spekulationer.
Læs også: Hooker er ude: Her er tre potentielle modstandere til Justin Gaethje
Dermed bliver der tale en rematch mellem Rafael Fiziev (11) og Justin Gaethje (3), der tørnede sammen i buret ved UFC 286, hvor et brag af en kamp endte med amerikansk sejr på majority-decision.
Umiddelbart er det da også Gaethje, der har mest at tabe i opgøret – og på det sociale medie X lægger den 35-årige amerikaner da heller ikke skjul på det.
– Det er en stor risiko for mig at tage denne rematch mod en elite-striker, skriver Gaethje blandt andet.

Han kan også løfte sløret for, at UFC tilsyneladende har haft kontakt til både Arman Tsarukyan, Charles Oliviera, Max Holloway og Dustin Poirier, som dog alle har takket nej til en kamp allerede om halvanden uge. Det samme hævder Gaethje om Renato Moicano, som ellers på X lagde billet ind på kampen.
Justin Gaethje var sidst i buret ved UFC 300, hvor han på spektakulær vis blev knockoutet af Max Holloway.
Rafael Fizievs seneste optræden i oktagonen var i september 2023, hvor han blev slemt knæskadet i en kamp mod polske Mateusz Gamrot.