Lørdag aften bokser ubesejrede Hamza Hussein i Frederiksberg Hallerne, og den 26-årige dansker melder om optimale forberedelser op til kampen mod afrikaneren Morike Oulare (7-1), der bor og træner i Italien.
Hussein, der har 10 sejre i 10 kampe, har blandt andet sparret med den dansk-ukrainske sværvægter Nikolay Piddubnyy op til kampen.
“Jeg er helt klar. Jeg har trænet virkelig hårdt og haft nogle perfekte forberedelser. Jeg har sparret meget med Nikolay Piddubnyy, som er stærk og fysisk tungere end mig. Det har givet mig rigtig meget,” siger Hamza Hussein ifølge en pressemeddelelse fra Danish Fight Night.
Danskeren fortæller, at han ikke har nærstuderet Oulares stil — det overlader han til sin træner. I stedet har fokus ligget på egne styrker og teknik.
Oulare er ubestridt den stærkeste bokser, Hamza Hussein har stået over for i karrieren.
Afrikaneren har besejret flere boksere med flotte rekordlister i Italien og er ikke ukendt med store kampe — hans eneste nederlag kom mod fortsat ubesejrede Jonathan Kogasso.
Hamza Hussein tør da også godt love smæk for skillingerne lørdag aften.
“Publikum kan godt begynde at glæde sig. Jeg forventer, at det bliver en rigtig fed og eksplosiv kamp,” lyder det fra Hussein.
Danish Fight Night finder sted lørdag aften i Frederiksberg Hallerne.


