Det er en forunderlig ting, at man kan blive følelsesmæssigt investeret i en vildt fremmed mand, som man aldrig har mødt. En mand fra et andet land, som man intet har tilfælles med og kun har oplevet, når man ser ham tæske løs på andre.
Sådan har jeg det med Max Holloway, og jeg tror, der er millioner verden over, der føler på samme måde. Ét er, at han virker enormt sympatisk med sin attitude og sine ord. Det er nærmest som om den gamle Bobby McFerrin-schlager ‘Don’t Worry Be Happy’ spiller i baggrunden, når Max Holloway åbner munden.
Det er heller ikke fordi, at hans trashtalk – som han kun deler ud af, hvis en anden har lagt ud – aldrig emmer af bullshit. Derimod kaster han altid med nærmest saglige dartpile, hvor andre braldrer løs med testosteronpumpet nonsens.
Nej, det hele bunder selvfølgelig i Holloways præstationer i buret. Jeg har ikke set alle hans 30 kampe for UFC, men kan ikke forestille mig, at en eneste af dem har været kedelig. Om han så har vundet eller tabt. De klart mest mindeværdige er dog dem, han har vundet. Holloways store øjeblikke er mange – rigtig mange – og de allermest mindeværdige er dem, hvor han har været allermest suveræn.
Den vilde rekordkamp mod Calvin Kattar, hvor han råber punchlines mod UFC-lederne ved ringside, mens han undviger Kattars slag uden at behøve kigge på ham.
De to knockouts af en anden legende, José Aldo, inden for seks måneder.
Den fantastiske stime som ubesejret i 13 kampe over en periode på mere end fire år.
Og som den foreløbige juvel i samlingen hans knockout Justin Gaethje i sidste sekund med de ikoniske pegefingre mod midten af buret øjeblikket forinden. En knockout der formentlig bliver vist ved UFC 400, 500, 600 etc.
Derfor gjorde det ondt på mig, da Holloways aura af usårlighed faldt i går aftes. Ikke fordi jeg ikke kunne nyde hvor historisk et øjeblik det var efter 29 UFC-kampe uden knockout-nederlag. Heller ikke fordi, jeg ikke beundrer Ilia Topurias kometagtige opstigning til megastjerne-status.
Simpelthen fordi det piller ved legenden om Holloway, at han ikke længere er en af de eneste blandt de helt store, der aldrig er blevet knockoutet. Han er ikke i nærheden af at være ubesejret, men selv i sine nederlag har han givet kamp til stregen, og der er bare noget mytisk ved en kriger, som har været i så mange store slag mod de bedste modstandere, der kunne opstøves, uden nogensinde at blive slået ud. Den del af fablen om Max Holloway er nu død.
Heldigvis er det her jo ikke som tidligere kærlighedserklæringer for f.eks. Tony Ferguson. Holloway er langt fra en færdig mand. Ubegribeligt nok er han kun 32 år, og man kan stadig forestille sig mange virale momenter fra den fredsommelige øbo. Men hvad gør han her fra?
Der er ikke mere at gøre i fjervægt for Max Holloway. Han kom ind som udfordrer til champen og blev eftertrykkeligt afvist. Selv om Holloway var mere end godt med i kampen indtil højrehooket i tredje omgang, så er det svært at finde et argument for at give ham en ny chance mod ‘El Matador’.
Og hvad skal han lave, mens han venter på, at Topuria drager op i letvægt eller bliver fældet af en anden udfordrer? I toppen af ranglisten har han mødt alle andre end opkomlingene Diego Lopes og Movsar Evloev. Især manden med det brasilianske hockeyhår kunne formentlig levere en firefight i samarbejde med hawaiianeren, men er det Holloways tid værd at være gatekeeper i fjervægt?
Efter det første nederlag til Volkanovski dokumenterede han igen og igen, at kun den absolutte verdenselite i 145 kan røre ham. Kattar, Rodriguez, Allen, Zombie – glem det.
Der kommer heller ingen kampagne her fra for en fjerde kamp mod Volkanovski. Ærligt, hvad skal vi med den? ‘Volk’ neutraliserede Holloway på fascinerende vis i specielt deres tredje opgør, men det var ikke videre underholdende, og i det hele taget synes jeg ikke, at de tre kampe mellem de to stærkeste fjervægtere de sidste 10 år, ligger i top 30 over de bedste titelkampe i samme periode.
For mine 25 øre er der kun én beslutning, der giver mening for Max Holloway nu, og det er et skifte op til letvægt. Et frisk batch af modstandere, han ikke har prøvet kræfter med før. Et par stykker, som han har mødt, men som man med glæde ved se ham låst inde med for anden eller endda tredje gang.
Se på de match-ups, der ligger og venter på Holloway i 70 kilo-klassen. Oliveira, Chandler, Hooker, Tsarukyan, måske endda Makhachev hvis alt flasker sig. Alternativt Gaethje igen, Poirier igen eller Conor igen. Den sidste foreslog Daniel Cormier i post-showet efter main event i aftes. Og med vanlig flair for at suge spotlightet til sig svarede McGregor straks “Call me” via X. Ring til ham, Dana!
Jeg håber, Max Holloway også synes, at letvægt er fremtiden, og at der er masser af lyst tilbage i hjertekammeret, selv om fjervægtstitlen er en del af fortiden for ham nu.
Men mest af alt håber jeg, igen ligesom Cormier, der udtrykte det så smukt i går, at hvad end Max Holloway gør, så får han en ordentlig sæk penge for det.