Det er ikke kun Mark O. Madsen selv, der har visioner for DFC’s fremtid, og hvad den blandt andet skal indeholde.
Lørdag aften meldte både Jon Stadil Palm og Marsel Terteryan sig klar til at kæmpe om titler i deres respektive vægtklasser, da de havde stoppet henholdsvis Marius Leahu og Afrim Thaqi ved DFC 2.0 i KB Hallen.
Læs også: Læs eller genlæs hele live-bloggen fra et hæsblæsende DFC 2.0
DFC’s to kontraktkæmpere må dog finde noget tålmodighed frem, for ifølge DFC-præsident Mark O. Madsen er titelkampe ikke det, der står først for i den fremadrettede udvikling af Dominance FC.
– Mit fokus er først og fremmest at skabe det bedste show. Der ligger jeg lige nu al min energi. Det betyder ikke, at vi ikke har store planer for bælter og titelkampe – men det er vigtigt for mig, at bæltet skal betyde noget. Det skal ikke være sådan et bælte, du kan gå ned og trække i en automat, som man lidt ser andre steder, fortæller Mark O. Madsen uden at uddybe hvilke steder, han refererer til.
Datoen for DFC 3.0 er allerede planlagt – og det bliver helt sikkert et stævne uden titelkampe.
Læs også: Forårsstævne i KB Hallen: Her er datoen for DFC 2.0
Det lyder ikke som om, vi kan forvente titelkampe i DFC-regi i 2025?
– Det vil jeg ikke fuldstændigt afvise, men så bliver det først til december, lyder det Mark O. Madsen, som dermed får løftet sløret for, at der formentlig ligger endnu et DFC-stævne i KB Hallen og venter i årets sidste måned.