Der er kvalitet over stort set hele linjen, når UNITE på lørdag afvikler sit sidste store stævne i år.
Som så ofte før har den vestegnske kampsportshybrid en smuk blanding af både muay thai, K1 og MMA på plakaten ved eventet, der oprindeligt skulle have været headlinet af Rumble Sports-kæmperen Yahya Alis titelkamp mod den stærke brasilianer Reimison Saraiva.
Læs også: Udskudt til 2026: Her er den nye dato for Yahya Ali-titelkamp
Yahya Ali blev dog skadet og har derfor meldt fra til titelkampen, men de danske fightfans bliver ikke snydt for en kamp med et UNITE-bælte på højkant.
Ny main event er nemlig det danske muay thai-stjernefrø, Yara Saleh, der bliver eventets hovednavn, når hun forsvarer sin titel mod italienske Rachele Malatesta.
Saleh fik tidligere i år debut i en af verdens største kampsportspromotions, ONE Championsship, og måske er det derfra, man har hentet inspiration til lørdagens main event.
Læs også: UNITE-stjernefrø taber tæt kamp i ONE-debut
I hvert fald kæmper Saleh og Rachele Malatesta med små 4 ounce handsker – præcist som i ONE Championship. Det bør betyde ekstra store chancer for en finish i titelkampen
Ud over titelkampen byder UNITE 10 også på fem MMA-kampe med profiler som den 41-årige aarhusianske prokæmper Mulenga Chanda og stærke amatørnavne som William Mørck, Enea Sopa og Benjamin Solevad.
Sopa og Solevad mødes i en direkte dansk duel i buret i en kamp, hvor stemningen forventes at stikke helt af i Brøndby Hallen.
Blandt andre stærke navne fortjener Mikenta-kæmperen Oliver Payne at blive nævnt.
Læs også: ‘Road to Unite’-resultater: Vild knockout og sikker dansk main event-sejr
Det 17-årige stortalent inden for muay thai får sin pro-debut efter et par imponerende præstationer ved de seneste UNITE-stævner i Albertslund og Sydhavnen.
I alt venter 14 kampe på et spækket fightcard. Læs mere om eventet og se hele kortet her.



