Så er vi endelig i fightweek igen i dansk MMA.
Lørdag aften venter den sjette udgave af Mark O. Madsens Airtox Dominance – og det bliver både for fuldt hus i KB Hallen og med et historisk VM-bælte på spil.
Airtox Dominance 6.0 er nemlig den første udgave, hvor der skal kæmpes titelkamp.
Den står mellem den portugisiske Romario Jaguar og danske Joakim Jankovic.
Læs også: Jankovic ser frem til brag i KB Hallen: “Det bliver Nordens vildeste MMA-stævne til dato”
Ud over titelkampen venter et hav af interessante opgør – både professionelle kampe og amatørkampe.
Profiler som Janus Olsen, Mikkel Lund og den nysignede walisiske sværvægter Rob Cunningham skal eksempelvis i buret.
Amatørrækkerne byder på en stjerneparade af de stærkeste danske og nordiske kæmpere – og størst hype er der nok om braget mellem Oliver Petersen og Louis Thastum.
Læs også: Louis Thastum stikker til Oliver Petersen: “Han er ikke den bedste, jeg har mødt”
Kortet byder også på finalekampen ved Fear Nothing Tournament med hele 50.000 kroner på højkant. Den præmiesum ender enten hos Arte Suave-talentet Rida Jawad eller norske Nahid Kartal.
I alt venter seks pro-kampe og seks amatørkampe, og det er altså lørdag aften fra klokken 18.00, det går løs med Airtox Dominance 6.0 i KB Hallen.
Fighting.dk varmer selvfølgelig op til den store aften hele ugen, ligesom vi dækker stævnet direkte fra første til sidste blodsdråbe.


