Louis Thastum og Oliver Petersen er hovedpersonerne i en af de mest hypede danske amatørkampe længe, når de den 6. juni står ansigt til ansigt i KB Hallen til Airtox Dominance 6.0.
Thastum kommer ind til kampen som ubesejret med fire sejre i fire kampe – de seneste tre på knockout.
Omvendt har Oliver Petersen (9-5) virkelig fået medvind i sin karriere, og den 19-årige fynbo har vundet 9 af sine seneste 11 kampe – de eneste nederlag er kommet i kampe ved henholdsvis EM og VM.
Læs også: Thastum undrer sig over Oliver Petersen-kamp: “Synes det er en dum beslutning”
Alligevel mener Louis Thastum ikke, at Oliver Petersen er den bedste modstander, han har stået over for.
“Han har haft gode resultater, og jeg synes, han er rigtig dygtig, og han er super god rent teknisk. Men jeg ser ham ikke som den bedste, jeg har mødt,” fortæller Burnell MMA-profilen til Fighting.dk.
I stedet peger Louis Thastum på et andet dansk stortalent – nemlig Otto Hauxner Enochsen fra Renegade MMA, som han mødte i sin anden amatørkamp ved Airtox Dominance Academy 1.0 i Nykøbing Falster i september sidste år.
“Det er nok den kamp, der har været det hårdeste matchup for mig. Han (Otto Hauxner, red.) er betydeligt større end Oliver, og han er rigtig god i brydedelen. Den kamp ser jeg som et hårdere matchup,” siger Louis Thastum.
Den københavnske knockoutartist nævner også sin debutkamp i et MMA-bur.
Debutkamp var en god test
Den faldt ved sønderjyske FG Fight Night i december 2024, og modstanderen var rumænske Darius Nica, som siden har taget flere flotte sejre ved blandt andet MMA GALLA.
“Det var en kamp, jeg tog på kort varsel, og hvor jeg gik en vægtklasse op. Så han var nok fem kilo tungere end mig, og han havde virkelig bomber i hænderne. Det var en god modstander og en virkelig god test,” lyder det fra Louis Thastum.
Den 24-årige Burnell MMA-fighter har ikke været i buret til en MMA-kamp siden 1. november sidste år, hvor han ved Airtox Dominance Academy 2.0 stoppede Benjamin Balch på TKO i første runde.
Thastum var dog i kamp i februar måned.
Her sikrede han sig en ISKA-titel i K1 ved Elite Fight League 4 i Taastrup Idrætscenter, da han slog Abdullah Al-Faour på knockout.
Læs også: Ustoppelige Thastum knockouter sig til K1-titel
Airtox Dominance 6.0 finder sted lørdag den 6. juni i KB Hallen med titelkampen mellem portugisiske Romario Jaguar og danske Joakim Jankovic som main event.



