Nu er der kun én ting tilbage for Jacob Bank: turen op i ringen.
I aften får den ubesejrede danske supermellemvægter karrierens hidtil største chance, når han bokser ved det stjernespækkede Riyadh Season-stævne i Jeddah i Saudi-Arabien. Indvejning, face-off og pressemøde er overstået – og nu venter selve kampen mod den farlige polak Pawel August.
Læs også: Hvornår går Jacob Bank i ringen? Se det forventede kamptidspunkt her
Netop August er en modstander, man skal tage alvorligt. Polakken chokerede senest mange ved at besejre Simon Zachenhuber, og han går ubesejret ind til opgøret mod danskeren.
Alligevel er det Banks aften at gribe. Danskeren er rangeret helt i toppen af verdensranglisterne og har gennem det seneste år bevist, at han hører til blandt de allerbedste i supermellemvægt. En stærk præstation i Jeddah kan bringe ham et markant skridt tættere på den VM-kamp, han drømmer om.
Læs også: Jacob Bank stikker til verdensmesteren: “Har fået lov at tage et nemt titelforsvar”
Hos Banks promotor, Primetime Boxing, er der ingen tvivl om, hvad der er på spil. Promotionen har forud for kampen slået fast, at der ikke findes nogen lette kampe på dette niveau – og at det nu er tid for danskeren til at vise hele bokseverdenen, at han hører til blandt sportens elite.
Bank er sat på som aftenens første kamp på hovedkortet, og ringwalken ventes cirka 19.30-19.45 dansk tid. Kampen kan ses på streamingtjenesten DAZN.



