Danmarks kampsportsunivers

Jacob Bank holder sig klar til VM-drømmekamp: “Der er noget under opsejling”

Jacob Bank nærmer sig en VM-kamp i et af de helt store forbund. Foto: Henrik Olesen/Primetime Boxing

Egentlig havde Jacob Bank indstillet sig på en god lang sommerferie.

Men den danske boksetjerne føler sig så tæt på en stor VM-kamp, at sofaen og familiehyggen må vente – i stedet holder Bank sig klar til, hvis drømmekampen om et VM-bælte i et af de store forbund skulle falde på plads.

“Planen var oprindeligt at tage et par måneder fri fra boksningen. Men jeg holder træningen ved lige og er helt klar. Jeg føler, der er noget under opsejling,” fortæller den 25-årige dansker til Fighting.dk.

Dét, der blandt andet kunne være under opsejling, er en VM-kamp om den eftertragtede WBO-titel. Det bælte sidder lige nu om livet på britiske Hamzan Sheeraz, der sidste lørdag stoppede tyske Alem Begic allerede i anden runde af deres VM-dyst.

“Han (Hamzan Sheeraz, red.) er ved at være et godt navn, så han er spændende. Han er også rigtig god og for mig at se en af de bedste i divisionen. Så det er ikke nødvendigvis det smarteste træk at tage ham først. Men jeg vil gerne møde ham. Der skal der ikke være tvivl om, og jeg er nok heller ikke i en position, hvor jeg frit kan vælge,” understreger Jacob Bank.

Ikke gået helt efter bogen
Kampen mellem Sheeraz og Begic fandt sted sidste lørdag – og det var faktisk en kamp, som Jacob Bank allerede kunne – og nok også burde – have været den ene halvdel i.

Danskeren er nemlig placeret som nummer 3 på WBO’s internationale rangliste, der før weekendens kamp havde Hamzan Sheeraz som nummer 2. Tyske Begic lå som nummer 4 – altså en placering under danskeren.

“Jeg har jo været lidt frustreret over det. Rent retfærdighedsmæssigt skulle det nok have været mig, så det er ikke gået helt efter bogen,” siger Jacob Bank, der tidligere også har luftet samme utilfredshed over for Ring Magazine.

Læs også: I aften kan Jacob Banks VM-skæbne afgøres: “Han sagde, han ville forsvare titlen mod mig”

For at forstå, hvorfor en VM-kamp fylder så meget for Jacob Bank, spoler vi tiden tilbage til starten på hans professionelle karriere, hvor han blot var 19 år.

“Lige siden jeg blev professionel, så har en VM-kamp jo været en drøm. Nu er jeg en meget jordnær person, så jeg har altid omtalt det som en drøm, og jeg har mange gange sagt, at det var urealistisk overhovedet at få en VM-kamp – og endnu mere end vinde én,” fortæller Jacob Bank.

Med placeringer helt oppe i top 3 på flere af ranglisterne i de store forbund virker en drømmekamp om et VM-bælte ikke bare realistisk – men nærmest uundgåelig.

Pursen skal ikke være afgørende
Og danskeren giver et meget godt eksempel på, hvor meget han gerne vil det.

“Jeg er jo blevet spurgt, om jeg helst ville bokse en VM-kamp og få en halv million for det. Eller en almindelig kamp og få fem millioner for det. Og der vil jeg helst have en VM-kamp. Så det er ikke pursen, der skal være afgørende,” siger Jacob Bank.

Men netop det økonomiske aspekt er måske i virkeligheden danskerens største modstander.

“Jeg forstår jo et eller andet sted godt, hvis de ikke har lyst til at møde en ubesejret dansker, som der måske ikke er så mange penge i,” siger Jacob Bank, der peger på, at alle – ham selv inklusiv – nok ville foretrække en kamp mod den legendariske mexicaner Canelo Alvarez.

“Han er jo en legende – og det er dér, de største penge vil være,” understreger Jacob Bank.

Canelo Alvarez har dog allerede en VM-kamp på plads. Til september møder han fransk-camerounske Christian Mbilli om WBC-bæltet.

Læs også: Dansk dominans: Jacob Bank stormer mod VM-kamp med stensikker knockoutsejr

Jacob Bank er 25 år og ubesejret i alle 19 professionelle kampe – senest vandt han en WBC Eliminator-kamp mod Paulinus Ndjolonimu, som danskeren stoppede i femte omgang.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.