Danmarks MMA-univers

Kampmann og Koubti om Victory-favoritterne

Fra venstre: Nikolai Koubti, Rida Jawad, Sigurd Rømer og Martin Kampmann.

Udover fem professionelle kampe og en ny titel på spil i aftenens hovedattraktion, så bliver MMA GALLAs 2025 premiere lørdag i Brøndby Hallen som bekendt også startskuddet på det nye tiltag Victory Tournament. 

Kort fortalt kæmper otte letvægtere over resten af året i kvartfinaler, semifinaler og finale. Vinderen får 15.000 kroner og en professionel kontrakt med MMA GALLA. 

MMA GALLA vol. 23 præsenteres i samarbejde med Expekt.

Find alle odds på MMA GALLA vol. 23 hos Expekt.

Expekt har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

18+ | stopspillet.dk | regler og vilkår gælder | Selvudelukkelse: Rofus.nu

Annonce / indeholder reklamelinks

Læs også: Rundown – her er alle kampene ved MMA GALLA vol. 23

Allerede sidste år meldte både Sigurd Rømer fra Great Danes og Arte Suaves Rida Jawad sig ind i turneringen, og det var arrangørerne næppe kede af. De to får dansk selskab af Nakskov MMA’s Daniel From, tre svenskere, en nordmand og en irer, men det er – også uden rød-hvide briller – de to først omtalte danskere, der på forhånd ligner favoritter. 

Læs også: MMA GALLA lancerer ny streamingplatform

23-årige Sigurd Rømer har otte amatørkampe på CV’et, og syv af dem har fynboen vundet, mens det for lidt over et år siden blev til karrierens første og foreløbig eneste nederlag til CSA’s Anzor Ediev. Rømer har både et dansk og nordisk mesterskab og i trofæskabet, og lagde selv billet ind på sin plads i turneringen efter at have stoppet Mikentas Kaan Er i sin seneste kamp tilbage i oktober. Han trænes til daglig af blandt andet UFC-pioneren Martin Kampmann hjemme i Odense.

Læs også: Strauss motiveret af skarp modstander i titelkamp: Har givet mig lyst til at træne

Rida Jawad fik for alvor gang i karrieren med et aktivt 2024, der bød på fire kampe. Tre sejre i første omgang, inden også han måtte se sig slået af Anzor Ediev i sin seneste kamp ved DFC 2.0. Med Arte Suaves head coach gennem 10 år Nikolai Koubti i hjørnet, har Rida Jawad i alt fire sejre som amatør, og eftersom han bare er et par måneder inde i sit 19. leveår, tegner fremtiden i buret virkelig spændende for ‘Al Iraqi’. 

Læs også: Oskar Lang kigger andre veje end resten af ‘flokken’

Fighting.dk har talt med begge fighteres trænere op til starten på Victory Tournament, hvor man nok kan finde et par stykker i MMA-miljøet, der gerne ser dem står ansigt til ansigt i finalen. 

NIKOLAI KOUBTI

Hvorfor har I meldt Rida Jawad til Victory Tournament?

“Jeg vil gerne have, at Rida er aktiv, men jeg kan også godt lide, at vi har en plan for ham. Han er kun lige blevet 19 år i december, og har allerede kæmpet i tre forskellige vægtklasser. I starten kunne vi dårligt nok få ham op på 60 kilo, men nu har han både kæmpet i 61, 66 og nu så 70 (bantamvægt, fjervægt og letvægt red.) i turneringen her. 

Han har haft nogle sjove og fede kampe, og der har ikke rigtig været nogen, der kunne udfordre ham før Anzor (Ediev fra CSA red.) i den seneste kamp. Det var også en kamp, jeg selv havde efterspurgt, for Anzor er en svær modstander. Jeg ser ham ikke som super god, men de ting han er god til, får han til at fungere, og han er svær at lukke ned. Derfor syntes jeg, det ville være en god kamp for Rida. Han skulle have en hård modstander, der kunne presse ham ud i flere runder, for det sidste år har han haft tre kampe, som tilsammen varede omkring en runde. 

Nu har Rida et år planlagt, hvor der er solide kampe hver tredje til fjerde måned. Og så er der en mand med i turneringen, som jeg gerne har ville have ham til at møde længe. Sigurd Rømer fra Great Danes. Det kunne være et kæmpe fedt match-up, hvis alt flasker sig, og de kan møde hinanden i finalen. 

Og så synes jeg bare, at det er fedt med sådan en turnering her på dansk grund, hvor der er gode fightere, der har signet op, og vi kan følge med i det og forhåbentlig være med hele året igennem.”

Han åbner mod svenske Jonathan Lexén. Hvordan ser du den udfordring?

“Han ser ud til at være en ret solid modstander, som bliver ved med at komme fremad. Jeg kan meget godt lide fightere, der ikke giver op, når de får lidt modstand. Det er altid spændende at møde kæmpere, som bliver ved med at tage chancer og udfordre vores kæmpere, selv om man får nogle ting til at lykkes imod dem. 

Han kommer fremad og prøver konstant at tage folk ned, og det kan Rida også godt lide at gøre. Så det bliver spændende at se, hvordan det taktisk udvikler sig, og det er en kamp, der kan være med til at løfte Ridas niveau.”-

Hvis nu Rida går hele vejen til finalen og vinder, skal han så gå pro næste år?

“Det har vi ikke rigtig besluttet endnu, og pengene og kontrakten for enden er ikke det vigtigste. Det vigtige er, at Rida får nogle fede amatørkampe, og så må vi se, hvordan det udvikler sig. 

Det kan også være, at jeg ser noget undervejs i turneringen, hvor jeg tænker, at han mangler noget, før han kan gå på. Så det må vi se, det kan godt være, at han går pro, det kan også være vi vælger noget andet, men turneringen er fed, synes jeg. Det er fedt med sådan en turnering på dansk grund med nogle fede kampe over et helt år.”

MARTIN KAMPMANN

Hvordan ser du Sigurd Rømers chancer i Victory Tournament?

“Han er blevet en meget mere komplet kæmper over de senere år. Tidligere var han mest grappler, men han har virkelig fået udviklet sit stående game og er blevet meget bedre bryder, så der er en god all-round MMA-kæmper, og han leverede også, da han vandt ved de nordiske. Han skal helt sikkert nok også gøre det godt i den her turnering.”

Han åbner mod irske Jordan Carragher. Hvad er dit indtryk af ham? 

“Umiddelbart ser han også god ud, og jeg tror stadig, det bliver en god kamp. Jeg ved ikke, om ireren er lidt farligere end Sigurds oprindelige modstander (norske Halvor Holthe, red.), men det er jo en del af gamet, og det kunne være sket meget tættere på stævnet. Vi fokuserer på Sigurd selv.”

Hvis Sigurd går hele vejen til finalen og vinder, skal han så gå pro næste år? 

“Det er jo i hvert fald det, han har sagt ja til, og det tror jeg også, han bliver klar til i løbet af det næste år, hvor han i så fald får nogle flere amatørkampe inden da. Så det er kun spændende. Forhåbentlig går han hele vejen og vinder turneringen, og så tror jeg også, han er klar til at gå pro til den tid.” 

Hos Arte Suave vil de gerne have en kamp mellem Sigurd og Rida Jawad. Hvad siger du til den? 

“Jeg synes Rida er dygtig, men jeg tror også, at Sigurd ville gøre det godt mod Rida. Der har været snak om, at de skulle møde hinanden før, og den kamp hilser jeg velkommen. Men i første omgang fokuserer vi på Sigurds modstander på lørdag, og jeg tror også, at Rida skal fokusere på sin modstander, inden han begynder at tænke på Sigurd.” 

Når amatørkampene er overstået, har Martin Kampmann også fri til at se main card, hvor Nikolai Koubti har hele tre mand i kamp. Sherwan Khalil, der er underdog mod Leyton Kane, Oskar Lang der er favorit mod Lukasz Gradzki og endelig Frederik Strauss der møder Edoardo Caiazza i main eventet, som Expekt vurderer fuldstændig jævnbyrdigt.

MMA GALLA vol. 23 kan ses på Fightsport.dk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.