Danmarks kampsportsunivers

Kampmann om dedikeret Oliver P.: “Jeg må af og til tvinge ham til at holde pause”

Martin Kampmann, th, har været MMA-coach for Oliver Petersen de seneste fem år. Her er de sammen ved det igangværende VM i MMA.

Selvom Oliver Petersen tidligere i dag blev sendt hjem fra VM i MMA uden en medalje om halsen, så har den 19-årige dansker haft et ganske spektakulært 2025, hvor Great Danes-talentet har været blandt de mest aktive og succesfulde kæmpere på den danske amatørscene.

Oliver Petersen startede året med en deltagelse ved EM i MMA, hvor han tog en sejr i første runde, inden et nederlag til Lewis Ndzana på split decision sendte ham hjem til Fyn.

Siden da har det 19-årige MMA-talent ikke set sig tilbage og har imponeret stort med fire sejre over stærke modstandere på dansk grund ved både MMA GALLA og Airtox Dominance.

Læs også: Stor ros til Great Danes-komet efter vanvidskamp: “Han er meget, meget interessant”

Og senest har Great Danes-kæmperen så været en af de to fightere, som har repræsenteret de rød/hvide farver ved en VM-slutrunde, hvor han ud over landstræner Milan Silva også har haft sin faste coach fra Great Danes-træningslokalerne, Martin Kampmann, ved sin side.

Startede på MMA som 14-årig
Kampmann kender Oliver Petersen bedre end de fleste, så vi tog en snak med den danske UFC-legende om Oliver Petersen, hans talent og potentiale.

Hvor længe har Oliver trænet MMA? Og har du været hans coach hele vejen igennem?

“Oliver startede på MMA, da han var 14, og jeg har været hans træner siden da, hvor han startede MMA i Great Danes. Før det havde han trænet thaiboksning med Jimmy Busk og havde også haft nogle kampe der. Siden da er Jimmy også rykket med til Great Danes, hvor han kører thaiboksehold i klubben nu også.” 

Hvordan vil du beskrive Oliver Petersen som fighter? Hans styrker?

“Olivers største styrke er hans vedholdenhed og dedikation til at blive bedre. Jeg må af og til tvinge ham til at holde lidt pause. Som kæmper er han efterhånden blevet meget alsidig og er farlig både stående og på gulvet.”

Hvor stort et talent, synes du, han er? Og hvor god er han taget sin alder i betragtning?

“Oliver er ved at blive rigtig god, især taget hans alder i betragtning. Han har potentiale til at nå rigtig langt i MMA, og det er en fornøjelse for mig at være med på den rejse.” 

Hvis du skal sammenligne ham med en kendt kæmper – fx fra UFC – hvem skulle det så være, han minder om? Det kan også være dig selv eller en anden dansk kæmper.

“Da jeg har trænet ham, er han selvfølgelig blevet god til flere af de teknikker, jeg selv holder af og bruger meget, men jeg håber, at jeg kan hjælpe ham med at blive en bedre version, end jeg var.”

Læs også: “Jeg går derfra som vinder”: Uimponeret Oliver Petersen kæmper igen efter vild ‘bidekamp’

Han startede sin karriere med et par nederlag – bl.a. mod Rida Jawad og William Mørck. Hvad lærte I af de nederlag dengang?

“Ja, han var dengang endnu ikke stærk nok i gulvkampen, og det var årsagen til de nederlag. Vi vidste godt, det ville blive en stor udfordring at holde kampen stående i begge match-ups, men syntes stadig, der var god læring i at tage udfordringen.”

Har det retrospektivt været det rigtige at give ham de her hårde match-ups tidligt?

“Han tog ikke noget skade i de kampe, men erfaringsmæssigt fik han meget ud af det. Hans ambitioner er at blive professionel og hans rekordliste som amatør skal ikke sminkes for syns skyld. I dag ville han være bedre rustet til den slags matchups, og det synes jeg også, han har vist i sin udvikling.” 

Læs også: Selvsikker Oliver Petersen: “Jeg tror ikke, jeg kan gå hele vejen – jeg ved det”

Hvordan ser du hans chancer for at gå hele vejen ved Fear Nothing Tournament (hvor Oliver Petersen er i semifinalen), red.?

“Vi fokuserer på én kamp ad gangen, der er flere dygtige kæmpere med i turneringen, men jeg vurderer at han har rigtig gode chancer for at tage den.” 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.