Marsel Terteryan debuterer på lørdag som professionel MMA-kæmper ved Dominance FC’s premierestævne i KB Hallen. Hvis du synes, hans efternavn klinger bekendt, så er den god nok. Marsel er nemlig storebror til OL-bokseren Nikolai, der i sommer repræsenterede de rød-hvide farver i Paris.
Terteryan-familiens historie er ikke ligefrem kedelig. Amatørbokseren Tigran Terteryan tog til EM i Vejle med det armenske landshold i 1996. Hjemme ventede hans hustru og nyfødte søn Marsel, men Tigran så ingen fremtid for sin familie i Armenien, som på det tidspunkt var hårdt plaget af den verserende såkaldte ‘væbnede konflikt’ med Aserbajdsjan. Derfor gemte han sig efter turneringen i Nørreskoven for ikke at skulle med hjem, og fik hjælp fra den lokale bokseklub, så han senere kunne hente sin lille familie til det østjyske. Siden blev familien udvidet med sønnerne Michel og tvillingerne Sebastian og Nikolai. Alle fire drenge fulgte sportsligt i farens fodspor og havde også arvet talentet. Det blev understreget det år, hvor hele drengeflokken blev danske mestre og på ny i sommer, hvor Sebastian ofrede sin egen drøm, da han og Nikolai stod i samme vægtklasse med kun én OL-plads at række ud efter.
Marsel Terteryans boksekarriere sluttede dog længe før, at tvillingernes rigtig tog fart. Frustreret over sportens skuffelser smed han handskerne og helligede sig en uddannelse.
“Jeg var professionel bokser, og der skete nogle ting, som gjorde mig lidt træt af miljøet på det tidspunkt. Jeg var blandt andet en tur i USA, hvor der var aftaler, der ikke blev overholdt. Så jeg var ligesom blevet mæt af det,” fortæller Marsel Terteryan til fighting.dk.
Men selv om kærligheden til boksning var ebbet ud, så var lysten til kampsport ikke sådan at holde nede. Det lå i generne.
“Nu skal det ikke lyde forkert, men jeg kan godt lide at slås,” griner Terteryan og skynder sig at uddybe: “Under de rigtige omstændigheder og regulerede forhold selvfølgelig. Jeg kan godt lide en fight. Der kunne MMA bare dække alle aspekter.”
Der skulle dog en temmelig kontroversiel hændelse til for at give ham det sidste skub ned i den lokale MMA-klub Sailor’s Fight Gym – nu Esbjerg Fightcenter. Inspirationen kom med af de mest legendariske og udskældte scener i nyere UFC-historie.
“Jeg begyndte faktisk nogle dage efter, at Khabib mødte McGregor. Det lyder måske lidt sjovt, men der skete noget, da Khabib sprang ud af buret (og angreb Conor McGregors sekundanter red.). Den der ild fik mig til at tænke: ‘Okay, Marsel, nu er det fandeme nu. Nu tager du til MMA-træning.’”
Khabib Nurmagomedovs overfald på McGregor-lejren kom efter en hadfyldt optakt til kampen i 2018, hvor den notoriske irer havde trykket på alle russerens knapper. Masseslagsmålet efter opgøret udløste et ramaskrig og en længere karantæne til russeren. Men selv om Marsel Terteryan ikke gider alt teateret omkring MMA, så føltes det her spektakel anderledes.
“Faktisk er jeg ikke så meget til, at man opfører sig dårligt som sportsmand. Den der fake trashtalk, det siger mig ikke noget. Men lige præcis den her situation var ægte. Khabib var så fornærmet på det personlige plan og på grund af sin baggrund. Det var så autentisk, da han sprang ud af buret, at den ild smittede af på mig. Det satte et eller andet i gang.”
Det har dog ikke været helt simpelt for eks-bokseren at stable et trænings-setup på benene. Faktisk bliver der slidt næsten ligeså meget på de jysk-fynske motorveje som sandsække og plethandsker. Marsel træner seks gange ugentligt på mange forskellige destinationer. Boksning med brødrene i Kolding, brasiliansk jiu-jitsu i Varde og styrketræning i Esbjerg, hvor han altså også begyndte sin klassiske MMA-træning. Men da sporten kom ind under huden, valgte han at søge nye faciliteter.
“Jeg følte, at jeg havde niveauet til at blive mere end bare amatørkæmper, og så kiggede jeg jo lidt rundt og så, at i Odense havde de Martin Kampmann. Esbjerg Fightcenter er en pissegod klub, hvor de senere har fået en professionel træner og gør det rigtig godt. Men dengang for seks år siden var det næste skridt i Odense for mig, og jeg faldt til i Great Danes, så der bliver jeg.”
Når man har brugt det meste af sit liv i ét hjørne af kampsportens enorme univers, så kan det være vanskeligt at skifte ham og hellige sig en anden disciplin. Men overgangen fra boksning til MMA og især grappling føltes ikke unaturlig for Marsel Terteryan.
“Jeg synes, det kom ret hurtigt til mig. Måske er det noget etnisk. Jeg har jo armensk baggrund, og Armenien er en forholdsvis stærk brydenation, der ofte vinder medaljer til OL og VM. Grappling-delen kom hurtigt til mig. Når nye folk træner med mig, tænker de nok: ‘Det er en Terteryan, så han kan kun bokse. De bliver ret hurtigt overraskede, når de forsøger at tage mig ned, og finder ud af hvad jeg har at byde på,” fortæller Terteryan, der blandt andet har tilkæmpet sig to danske amatørmesterskaber i MMA.
Den professionelle debut skulle allerede have fundet sted for et par år tilbage, men planerne blev afsporet af en langvarig skade. Da Marsel Terteryan genoptog træningen, var ambitionen om at blive professionel større end nogensinde, og via en fælles bekendt – Turpal Bisultanov der vandt bronzemedalje i brydning ved sommerens OL – fik han kontakt til Mark O. Madsen. Nu er debuten for Dominance FC kun fire dage væk.
“Jeg er ikke typen, du hører sige: ‘Det kunne jeg også have gjort’. Heller ikke med boksning eller min bror, der var med til OL. Jeg har det sådan, at hvis man kan noget, så skal man gøre det. Hvis jeg mener, jeg har niveau til at kæmpe professionelt, så er det nu, jeg skal vise det. Jeg vil ikke være ham, der står om 10 år og siger ‘jeg kunne have gjort dit og dat’,” siger Marsel Terteryan, der har et klart mål for sin profkarriere.
“At vinde så mange kampe, jeg kan, og se om der ikke åbner sig nogle døre. Jeg tænker, at jeg kan være en underholdende kæmper, fordi jeg har slagkraft. Det tror jeg, kan være interessant for større organisationer på sigt. Hvad det kan blive til må mine resultater afgøre, men jeg går aldrig halvhjertet ind i noget. Alle atleter vil jo gerne kunne leve af deres sport. Det er også min ambition.”
Lørdag debuterer Marsel Terteryan altså ved Dominance FC’s første stævne, som finder sted i KB Hallen. I ryggen får han både erfaring fra UFC og olympisk boksning med Martin Kampmann og lillebror Nikolai Terteryan i hjørnet.