I tidernes morgen for over 30 år siden blev UFC født som en slags sanktioneret sportsudgave af Mortal Kombat. En duel mellem specialister inden for hver sit felt. Definitionen af begrebet mixed martial arts. Konceptet gav fra første dyst anledning til en glødende og udødelig debat blandt fans og eksperter – reelle som selvbestaltede: Hvilken kunstform er den stærkeste og mest effektive i dette fascinerende morads af discipliner ud i vold?
Det er omtrent ligeså let at finde konsensus om, hvilken musikgenre der lyder bedst, eller om rødvin er mere velsmagende end hvid. Det handler ultimativt om preferencer og er ikke til at gøre op i tal.
Den seneste æra har været brydernes. Nogle tegn peger i retning af, at udviklingshjulet muligvis er ved at dreje en tak mere, men de senere år har på højeste plan handlet meget om takedowns og takedown-forsvar, og vi er ikke helt ude af det endnu. Det gør heller ikke noget. Brydetunge kampe kan sagtens være underholdende, hvis bryderen ikke er for endimensionel. Hvis han eller hun er, så er oplevelsen som regel rædselsfuld (se Shamil Gaziev vs. Don’Tale Mayes for skrækeksempel).
Symbolet for bryderæraen har været Nurmagomedov-klanen med Khabib, far Abdulmanap og alle deres disciple i Dagestans hovedstad Makhachkala. En millionby der har bidraget med stribevis af stærke kæmpere de senere år. Måske den allerstærkeste i MMA-universet lige nu – Islam Makhachev – tronarvingen til Khabib og kongen af sportens mest kompetitive vægtklasse. Men der er mange andre. Umar Nurmagomedov i bantamvægt. Magomed Ankalaev i letsværvægt. Shara Magomedov i mellemvægt. Ikram Aliskerov i mellemvægt. Der var Zabit Magomedsharipov og Askar Askarov fra nabobyen Khasavyurt, der begge forlod UFC i frustration. Og der er Usman Nurmagomedov og Movlid Khaybulaev, som æder modstanderne i Bellator og PFL. Sammen med Khabib bringer det os op på 10 dagestanere, der deler 192 sejre, sølle seks nederlag og tre uafgjorte imellem sig.
Der er mange flere nævneværdige kæmpere fra Dagestan, og provinsen den eneste i landet, der avler kæmpere af højeste kaliber. Men gør det så Rusland til den stærkeste MMA-nation i verden lige nu? Brasilianerne har også et væld af spændende kæmpere. Australien har været i rivende udvikling de senere år, og efter Frankrig endelig droppede de fine fornemmelser og legitimerede sporten, er der også kommet rigtig spændende navne fra det hjørne af kloden.
I UFC er der lige nu 625 kæmpere kontrakt, hævder Wikipedia. Størstedelen af dem fordeler sig på de her 17 nationer.
Der er ikke noget underligt i, at mere end en tredjedel af UFC’s kæmpere kommer fra USA. Det er der, de har lettest ved at scoute nye talenter, og det er også væsenligt simplere rent logistisk med amerikanske statsborgere. Tænk på hvor ofte en kamp skal laves om eller aflyses, fordi den ene part får visaproblemer (Damir Hadzovic’ pas-gate, suk!). I top fem er der i det hele taget ikke de store overraskelser, men længere nede kan man godt løfte et øjenbryn eller to. Eksempelvis over Peru og deres hele syv kæmpere. Ikke voldsomt for et land med små 35 millioner indbyggere – men kan du nævne én af dem på kommando? Frankrig har på kort tid fået 12 mand ind i firmaet, og holder snart endnu et event i Paris med forrygende line up. Misundelig? Jeg er faktisk mere jaloux på Georgien, som ud af deres sølle 3,7 millioner borgere kan mønstre fem UFC-kæmpere. Dem bliver der grund til at vende tilbage til. Sydkorea har otte mand på personalelisten, men eftersom ingen af dem er Korean Zombie, er det spændende hvor længe, de kan sidde på så stor en portion af markedsandelene.
Men at et land har mange kæmpere på kontrakt i UFC gør dem jo ikke i sig selv til den stærkeste MMA-nation. Lad os kigge på hvordan kæmperne på ranglisterne fordeler sig geografisk.
I herrernes rækker dominerer amerikanerne også på ranglisten. Faktisk er deres procentdel af ranglistepladserne nærmest identisk med, hvor mange af de samlede UFC-kontrakter, de sidder på – et tal der dog tæller både mænd og kvinder. Hos herrerne er det voldsomt, at australierne med 16 kæmpere i UFC har hele seks mand på ranglisten. Næsten ligeså voldsomt som at to af friggin’ Moldovas tre UFC-kæmpere er rangerede. Hvis Cutelaba tager sig lidt sammen, kan de komme op på 100%.
Den amerikanske dominans forsvinder til gengæld, når vi kigger på kvindernes rækker. Her er det brasilianerne, der fører an med flest rangerede kæmpere i de tre vægtklasser. Det er bare som om, at brasilianske kvinder dominerer mere i antal, end de hver især gør i buret. På pound-4-pound listen finder vi kun fire brasilianere, der endda optager fire af de fem nederste pladser. Den bedstrangerede brasilianske kvinde P4P er Jessica Andrade. Selvfølgelig er P4P-listen heller ikke et empirisk studie, men oven i er Andrade den eneste brasilianske UFC-mester de seneste fem år udover GOAT’en Amanda Nunes. Strength in numbers?
Herrernes ranglister fik et enkelt nyt ansigt på efter stævnet i lørdags i The Apex, hvor Michael Morales skubbede Michael Chiesa ud med sin knockoutsejr over Neil Magny. På P4P-listen holder amerikanerne stadig fast i en tredjedel af de 15 pladser, og ligesom på de andre lister er brasilianerne nærmeste forfølger.
De sidste og måske mest relevante tal at kigge på, når man skal vurdere, hvilket land der har mest momentum, er overblikket over de regerende mestre i UFC. Først og fremmest så er det nu, georgierne kan tillade sig at bukke. 3,7 millioner indbyggere, fem UFC-kæmpere, tre af dem rangerede og en af dem er gudhjælpemig mester i fjervægt, som ellers vælter sig i dræbere. Og hvem ved om Merab Dvalishvili gør sin landsmand Ilia Topuria selskab i champ loungen efter Noche UFC om to uger? Sikke en tid for de georgiske MMA-fans.
Russerne har måske den bedste kæmper, men det er så også kun ham de har med blandt mestrene. Der kan slås et slag for, at flere er på vej – Ankalaev, Umar Nurmagomedov, m.fl. – men det korte af det lange er, at amerikanerne vinder igen, og denne gang gav det ikke sig selv. Det er klart, de er flest, når langt de fleste UFC-aktiviteter finder sted i USA. Ranglisterne er en subjektiv vurdering af et uvildigt panel, hvor det dog heller ikke kan udelukkes, at der er præference for amerikanere. Men mestrene er dem, der har vundet bæltet på egen hånd. Tilkæmpet sig chancen og grebet den. Jeg tror heller ikke nødvendigvis på, at amerikanerne har kortere vej til at få titelkampene end udenlandske kæmpere. Det handler mere om, hvor meget man kan engagere fansene, end hvor man kommer fra. Se bare Alex Pereira der fik lov at kæmpe om to forskellige bælter på ingen tid. Eller se hvor lang tid det tog for Belal Muhammad at få sin chance.
Hvis man kan konkludere noget er det, at det er svært at konkludere, hvilket land der er stærkest lige nu i MMA-sporten. Heldigvis er helhedsbillede ligeså organisk, som det altid har været, og overraskelserne og uforudsigeligheden i at ét slag eller spark kan være afgørende, er grundingredienser i den kærlighed, vi har til lortet. Så i stedet for at konkludere noget, bruger vi den gode gamle livline, der hedder ‘spørg publikum’. Hvem er stærkest?
Husk du kan følge Fighting.dk på X!
