Danmarks MMA-univers

Lokal favorit møder svensk submission-specialist i Odense

Rick Gangias sejr over Vladislav Bilorus blev fortjent kåret til Fight of the Night. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Med omtrent fem uger til MMA GALLA vol. 24 i Odense begynder main card så småt at tage form. I dag blev lokale Rick Gangia (6-6) ikke overraskende annonceret som en pro-kæmperne i Sydbank Arena den 12. april.

Læs også: Breaking: MMA GALLA forventer Conor McGregor på plads i Odense 12. april

Gangia kæmpede senest samme sted i oktober, hvor han stod i karrierens foreløbig største kamp med MMA GALLAs letvægtsbælte på spil. Den aften måtte han dog se sig slået på TKO af norske Torpal Merjoev.

Læs også: MMA GALLA vol. 22 – to nye mestre kåret i Odense

Når Gangia vender tilbage bliver det mod den erfarne svensker Robert Nyström, der kommer til Odense med 15 pro-kampe i baggagen.

Fede Bobby har tappet en dansker
Nyström går under kælenavnet ‘Fat Bobby’ og er i gang med det 10. år af en pro-karriere, der har spredt sig over en lang række mindre men også større internationale promotions.

Læs også: Otte nye danske kampe annonceret

Blandt andet har han været forbi svensk-mellemøstlige BRAVE, hvor han submittede Airtox DFC 3.0-aktuelle Joakim Jankovic i første omgang tilbage i 2020.

Med fem af sine seks sejre på submission må Nyström forventes at være en trussel på gulvet. Dog har Rick Gangia også vundet de fleste af sine sejre via submission eller ground’n’pound, så det lover godt for underholdningsværdien.

Læs også: Seiler forsvarer mod McGregors træningsmakker

Foreløbig er der dermed annonceret fire Great Danes-fightere til MMA GALLA vol. 24. Udover Rick Gangia forsvarer Simon Seiler sit weltervægtsbælte mod Cian Cowley, Jakob Dyrup profdebuterer mod Hamza Salhi og Sigurd Rømer møder Saikhan Sulimanov i semifinalen af Victory Tournament.

Nå ja, og så kommer Conor McGregor måske til byen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.