Velkommen til et flygtigt kig både i bakspejlet og ud af forruden efter en fremragende MMA-weekend med action i så forskellige omdrejningspunkter som Paris og Nakskov.
Vi starter hjemme, hvor der i weekenden var smæk for skillingerne på Sydhavsøerne, eftersom MMA GALLA lagde vejen forbi Nakskov Idrætscenter. Udover Janus Olsens lynsejr og Mack Promanees vellykkede visit, så kom der også styr på sagerne i forhold til MMA GALLAs nye weltervægtsbælte. For en måned siden i Glostrup kvalificerede Mikkel Hennings sig til den ene plads i næste måneds titelkamp i Odense, og lørdag sikrede Simon Seiler sig så den anden. Det bliver et særdeles spændende opgør mellem ubesejrede Hennings og submissionspecialisten Seiler den 26. oktober i Sydbank Arena. En aften hvor også letvægtstitlen skal deles ud til enten lokale Rick Gangia eller norske Torpal Merjoev.
I en lidt større metropol end Nakskov havde UFC fundet vej til Paris. Renato Moicano leverede en pragtpræstation og slog store skår i såvel hypen omkring Benoît Saint Denis som franskmandens stakkels ansigt. Det blev ikke mere imponerende, da der dukkede billeder op af brasilianerens skulder, som åbenbart var næsten ligeså meget i stykker som ‘BSD’ i træningslejren op til kampen. Moicano bekræftede selv. Og alligevel vil han kæmpe igen til december mod Dan Hooker…? Voldsom type.
I hurt my shoulder 3 weeks ago… but I couldn’t pull out of a main event… thank you my team for helping me training like that e get me ready for the fight #ufcparis #att https://t.co/V5rExjLHQM
— Renato Moicano UFC (@moicanoufc) September 29, 2024
UFC havde taget noget nær årets bedste fight night co-main event med til Paris i form af Nassourdine Imavovs duel med Brendan Allen. Mens Imavov efterspurgte en revanche mod Sean Strickland eller en titelkamp (i den prioriterede rækkefølge åbenbart) oven på sin snævre sejr, er der allerede andre, der har budt ind på amerikaneren. Testosteronbomben Marvin Vettori, som måtte trække sig fra deres planlagte kamp i april, vil nu have sine 15 minutter alene med Allen.
I need a come back fight with this bum Allen, two handed he doesn’t go past 2 rounds then imavov borralho or even Strickland can get it too
— Marvin Vettori (@MarvinVettori) September 28, 2024
De to har allerede taget den indledende runde tilbage i august på et Casino, og nu er der altså noget, der skal gøres færdigt. Et fint skridt videre for Allen, der oven i skuffelsen ved at miste sin syv kampe lange sejrsstime også måtte tage imod hån fra en af de mellemvægtere, han har lagt sig ud med på det seneste, selveste kongen af vægtklassen Dricus du Plessis.
Tough luck @BrendanAllenMMA JK you suck loser 🤣
— Dricus Du Plessis (@dricusduplessis) September 28, 2024
Lidt længere nede i vægt finder vi Khabib Nurmagomedov – eller i hvert fald hans mønsterelev Islam Makhachev. Snart finder vi også ud af, hvem Makhachev næste udfordrer bliver. Det afslørede Khabib i et interview med det russiske MMA-medie Ushatayka. Eller i hvert fald afslørede han, at det bliver i januar, og dermed formentlig ved UFC 311. Hvor og hvem må vi vente med at finde ud af, men mon ikke arabiske himmelstrøg og Arman Tsarukyan er gode bud?
Endelig er nyheden om Nicolas Dalbys kommende rematch mod Elizeu Zaleski nået ud til de internationale MMA-medier. Der er åbenbart en opfattelse af, at hollandsk Eurosport var først med historien… ehh, jamen hvis I siger det. Men pyt, vi higer ikke efter den slags hæder på Fighting.dk. Vi vil hellere være bedst end først!
Og så håber vi i øvrigt lidt senere på ugen at kunne fortælle om kampnyt fra en anden af vores danske krigere ude på den internationale scene. Stay tuned!