Der har været ualmindeligt godt run på billetsalget til det såkaldte Airtox DFC Academy-stævne, som Mark O. Madsen har meldt ud, han kommer til at afholde i Guldboxen i Nykøbing Falster efter sommerferien.
“Cirka en fjerdedel af billetterne er revet væk. Jeg er begejstret over interessen. Sikke en start,” jubler Mark O. Madsen, der for første gang i sin tid som ADFC-præsident afvikler et stævne uden for KB Hallen.
Det er bare tre dage siden, han kunne løfte sløret for sin nye satsning med både lanceringen af Airtox DFC Academy og en storstilet amatørturnering med 50.000 kroner i førstepræmie.
Læs også: Mark O.’s nye satsning: ADFC Academy og turnering med kæmpe præmiepulje
Madsen er selv falstring, og udsigten til et storstilet stævne på hjemmebane har faktisk betydet lidt nerver for den tidligere OL-bryder.
“Jeg vil altså gerne tilstå, at jeg på ingen måde havde regnet med den her interesse. Jeg var faktisk lidt nervøs for om interessen overhovedet ville være der lokalt,” erkender Mark O. Madsen.
Den overvældende interesse betyder, at ADFC-præsidenten nu drømmer om en fyldt Guldboxen, hvilket vil sige tæt på 2500 tilskuere.
“Kan vi krydse den magiske grænse på 2000 billetter, så vil det være ret vildt. Hvis vi fylder Guldboxen, så vil det være det største MMA-show uden for for København herhjemme. Den rekord vil jeg gerne have med,” lyder det fra Mark O. Madsen.
Det kommende Airtox DFC Academy bliver afviklet den 30. august. Du kan se en trailer for showet herunder.