Der er blevet arbejdet hurtigt i kulisserne hos Airtox Dominance efter det stod klart, at norske Asad Temor måtte trække sig fra den planlagte pro-kamp mod Jonas Troest.
Læs også: Pro-kamp aflyst: Dansk fighter på jagt efter ny modstander
Den rutinerede dansker kan dog ånde lettet op, for der er allerede fundet en ny modstander til ham.
Som afløser for Asad Temor har Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen hentet den svenske bantamvægter Ali Haider Al-Jasim ind.

Svenskeren går under tilnavnet ‘The Alligator’ og kan mønstre en ganske pæn rekordliste. Som pro har Al-Jasim tre sejre og bare et enkelt nederlag.
Læs også: Jonas Troest jagter første Airtox Dominance-sejr: “Jeg har virkelig rykket mig”
Svenskeren har vundet alle tre sejre på knockout.
Også som amatør har Ali Haider Al-Jasim haft en flot karriere, der ifølge Tapology bød på otte sejre i ti kampe – herunder en sejr, der sikrede ham titel som bantamvægtschamp i det engelske forbund FightStar Championship.
Airtox Dominance 6.0 – nu også med ‘Jonas Troest vs. Ali Haider Al-Jasim’ på plakaten – finder sted lørdag aften i KB Hallen.



