Mark O. Madsen er oprørt over den skarpe kritik, som MMA GALLA-promotor Otto Sparre Knudsen har rettet mod ham, efter den norske pro-fighter Jan Richard Joreid pludselig trak sig fra en planlagt kamp ved MMA GALLA.
“Det er jo ikke kun en kritik. Det er værre end det. Det er grove anklager og beskyldninger, som jeg ikke vil have siddende på mig. Jeg har ikke presset Jan Richard Joreid til at melde fra til en kamp i MMA GALLA. Det interesserer mig faktisk ikke særligt meget, hvad de laver. Det er simpelthen faktuelt forkert,” fastslår Mark O. Madsen over for Fighting.dk.
Sagen begyndte onsdag, da MMA GALLA kortvarigt offentliggjorde en kommende kamp mellem Victory Tournament-vinderen August Jacobsson og norske Jan Richard Joreid.
Læs også: MMA GALLA-promotor med skarp kritik af Mark O. Madsen: “Aldrig oplevet et lignende forløb”
Nordmanden har tidligere i sin karriere kæmpet adskillige gange under MMA GALLA-fanerne, men hans to seneste kampe er kommet i Airtox Dominance-regi.
Kort efter offentliggørelsen meldte Jan Richard Joreid fra til kampen – ifølge Otto Sparre Knudsen som følge af, at Mark O. Madsen havde gjort det klart, at det ville ‘få konsekvenser for hans fremtidige muligheder for at kæmpe ved Airtox Dominance’.
Dialog om titelkamp
Til Fighting.dk erkender Mark O. Madsen, at han har haft dialog med Jan Richard Joreid om nordmandens fremtid i Airtox Dominance.
“Jan Richard har kæmpet to flotte kampe for os, og det har han været meget begejstret for. Siden hans sejr over Mikkel Lund (10. januar ved Airtox Dominance 5.0, red.) har han selv givet udtryk for, at han gerne ville kæmpe en titelkamp for Airtox Dominance. Der har jeg sagt til Jan Richard, at hvis du går efter en kamp hos et en anden promotion, så stiller det dig ikke forrest i rækken til en titelkamp,” siger Mark O. Madsen.
Det ser du ikke som, at du lægger pres på ham for ikke at kæmpe i MMA GALLA?
“Overhovedet ikke. Det er op til Jan Richard at tage ansvar for sin karriere som professionel kæmper. Det er klart, at de første kæmpere, der skal kæmpe om en Airtox Dominance-titel, skal være dem, der har gjort sig fortjent til det, og som vi har været med til at bygge op,” siger Mark O. Madsen.
Fej måde at gøre det på
Han fortæller, at han senest har været i dialog med Jan Richard Joreid i mandags.
“Hvad der er sket siden da, det ved jeg naturligvis ikke. Men hvis Jan Richard har lavet en aftale om en kamp med MMA GALLA, så er jeg da enig med Otto i, at så er det super dårlig stil at løbe fra den aftale. Det vil jeg gerne slå fast,” siger Mark O. Madsen.
Airtox Dominance-præsidenten erklærer sig ærgerlig over sagen, som han først blev bekendt med kritikken, da han fik MMA GALLA-promotorens opslag tilsendt.
“Jeg synes, det er en fej måde at gøre det på. Man kunne have grebet knoglen og ringet. Så kunne jeg have fortalt, hvordan tingene hang sammen. For jeg har ikke presset nogen til at melde fra til en kamp, jeg ikke vidste var på plads, eller hvem den var imod,” understreger Mark O. Madsen.



