Danmarks kampsportsunivers

MMA GALLA-promotor med skarp kritik af Mark O. Madsen: “Aldrig oplevet et lignende forløb”

MMA GALLAs mangeårige pro-promotor Otto Sparre Knudsen tager nu bladet fra munden og retter skarp kritik mod Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen.

Det sker i et opslag på MMA GALLA-promotorens Facebook-side, hvor Otto Sparre Knudsen redegør for et forløb, han er alt andet end tilfreds med.

Forløbet begyndte onsdag, da MMA GALLA kortvarigt offentliggjorde en kommende kamp mellem Victory Tournament-vinderen August Jacobsson og norske Jan Richard Joreid.

Nordmanden har tidligere i sin karriere kæmpet adskillige gange under MMA GALLA-fanerne, men hans to seneste kampe er kommet i Airtox Dominance-regi.

Ifølge Otto Sparre Knudsen havde Jan Richard Joreid selv kontaktet MMA GALLA og efterspurgt kampen, og kampbetingelserne var aftalt og på plads.

Men kort efter opslaget blev MMA GALLA kontaktet af Jan Richard Joreid, der bad om at få det slettet.

“Senere fik vi – via Jan Richards coach – oplyst, at Jan Richard var blevet kontaktet af vores kollega/konkurrent, byrådspolitiker og danske OL-helt, Mark O. Madsen. Ifølge coachen var budskabet klart: Hvis Jan Richard kæmper for MMA GALLA, ville det få konsekvenser for hans fremtidige muligheder for at kæmpe ved Airtox Dominance,” skriver Otto Sparre Knudsen i opslaget og fortsætter:

“På den baggrund valgte Jan Richard Joreid at trække sig fra kampen mod August Jacobsson.”

Aldrig oplevet lignende
MMA GALLA-promotoren lægger ikke skjul på sin utilfredshed med forløbet.

“Jeg har været matchmaker i 25 år og har arbejdet med tusindvis af fighters og camps igennem tiden. Jeg har aldrig tidligere oplevet et lignende forløb,” skriver han.

Ifølge Otto Sparre Knudsen har MMA GALLA forgæves forsøgt at få en direkte afklaring med Jan Richard Joreid.

Det er langt fra første gang, bølgerne går højt i dansk MMA. I januar sidste år kunne Fighting.dk berette om iskold luft mellem en række af de største personligheder i toppen af dansk MMA.

Læs også: Iskold luft i toppen af dansk MMA: “Jeg skal aldrig have noget med dem at gøre”

Fighting.dk har forelagt kritikken for Mark O. Madsen. Hans reaktion bringes i en opfølgende artikel.

Se hele Otto Sparre Knudsens opslag herunder.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.