Danmarks kampsportsunivers

Mark O.-pro imponerer stort i Sverige: Knockouter ubesejret prospect

Asad Temor før indvejningen forud for Airtox Dominance 5.0.

Ved Airtox Dominance 5.0 i KB Hallen leverede Asad Temor en brandkamp mod tyske Martin Horsch, der af mange blev kaldt den bedste kamp i promotionens historie.

Temor tabte kampen, men præstationen var så overbevisende, at Mark O. Madsen valgte at belønne den afghansk-fødte nordmand med en kontrakt på fire kampe.

Læs også: Mark O. belønner pro-kæmper med kontrakt trods tabt brandkamp

Allerede i weekenden var Temor så i aktion igen – denne gang i Sverige – og han fik på flotteste vis revancheret sit nederlag.

I Örebro mødte han det ubesejrede svensk-uruguayanske prospect Mateo Lerena (3-0) ved den svenske promotion Fight Club Rush (FCR).

Blot 12 sekunder inde i tredje omgang landede Temor en højre hook direkte på kæben, der sendte Lerena sejlende i kanvassen, så kamplederen måtte træde til.

“En fantastisk følelse. Jeg var den største underdog på kortet, og der var mange, der sagde, det var en stor risiko at tage kampen. Men uden at tage chancen, opnår man ikke noget,” lød det fra Temor til svenske Kimura.se efter sejren.

Læs også: Mark O. Madsens nye sværvægtspro møder norsk muskelbundt

“Nu har jeg slået en, der var ubesejret i tre år og kaldte sig selv Sveriges bedste. Det betyder meget,” fortsatte Temor, der som sædvanligt havde UFC-stjernen Jack Hermansson i hjørnet og er nu 2-1 som professionel.

Sejren har fået nordmanden til at kalde på et titelskud om bantamvægtstitlen hos FCR, men om det bliver aktuelt, må tiden vise.

Det er ligeledes endnu uklart, om Asad Temor skal i aktion ved det kommende Airtox Dominance 6.0 den 6. juni. Her er navne som Kasper Hansen, Janus Olsen, Louis Thastum og Oliver Petersen til gengæld bekræftet.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.