Her på årets sidste dag har vi også fået navnet på vinderen i MMA GALLA Awards kategori for årets fighter.
Blandt de danske favoritter var Simon Seiler efter tre sejre i 2024. Alle var på submission i første omgang, og den sidste udløste weltervægtstitlen.
Læs også: Otto Knudsen: Derfor bliver Seilers første udfordrer ikke Janus Olsen
Men Seiler må denne gang nøjes med andenpladsen, for vinderen af prisen blev Torpal Merjoev. Nordmanden der også kan bryste sig af æren for årets fight, som gik til hans split decision-sejr over Marco Birch i Aalborg i maj.

Merjoevs år var i det hele taget ikke til at sætte en finger på. Han lagde ud med at stoppe brasilianske Rene Santos i februar og rundede af med at stoppe Rick Gangia i Odense ved årets sidste MMA GALLA-stævne – hvorpå han også kunne kalde sig firmaets letvægtschamp.
Læs også: Afsløring: MMA GALLA vil introducere ny titel
Torpal Merjoev er 20 år gammel, og hans rekordliste hedder 5-0 efter to år som prof. Han ligner bestemt en mand med en virkelig spændende fremtid i MMA-verdenen.



