Danmarks MMA-univers

Otto Knudsen: Derfor bliver Janus Olsen ikke Seilers første udfordrer

Simon Seiler og Janus Olsen. Foto: Klosterskov Foto

Lørdag offentliggjorde MMA GALLA weltervægteren Janus Olsen som den fjerde professionelle kæmper, der skal kæmpe ved den danske promotions første stævne i 2025, som finder sted 1. marts i Brøndby Hallen.

Janus Olsen havde ellers lagt billet ind på en kamp mod Simon Seiler, efter Great Danes-kæmperen vandt titlen mod Olsens klubkammerat Mikkel Hennings ved MMA GALLA vol. 22.

Læs også: Janus Olsen: Jeg har fortjent titelkampen

Tidligere har Simon Seiler også givet udtryk for, at han så potentiale i et titelforsvar mod sin landsmand. Senere fortalte weltervægtsmesteren dog til MMA Jefe, at han havde et andet regnskab at gøre op først.

Og planen er, at champen får sit ønske opfyldt, bekræfter MMA GALLAs matchmaker og medstifter Otto Knudsen over for Fighting.dk. Det handler dog ikke om at tækkes sin titelindehaver.

Kampen var planlagt
“Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at Janus gerne vil have kampen, og det ville også give god mening. Men som jeg fortalte Janus og hans coach efter stævnet i Odense, så ligger den kamp ude i fremtiden. Vi håber også på, at den kommer til at foregå i 2025, men det bliver ikke i Brøndby Hallen 1. marts. Det er fordi, vi har et andet titelforsvar til Simon først,” siger Otto Knudsen.

“Vores planer og mine tanker omkring titlen er, at Simon Seiler har et forsvar mod en udlænding på et tidspunkt i foråret, og hvis alt går vel og han vinder, så er der en kamp mod Janus i efteråret – såfremt Janus altså også vinder i Brøndby Hallen.”

Læs også: Fem kampe vi gerne vil se på dansk grund i 2025

Det er altså ikke på grund af manglende interesse for danskeropgøret fra promotorens side. Og faktisk var planerne for den nyetablerede weltervægtstitel netop, at Olsen og Seiler skulle have duelleret om den.

”Den ligger jo lige til højrebenet. Og det gjorde den også tidligere i år, men da Janus tabte på knockout (til Arthur Jacob i april red.), så gik titelkampen til Mikkel Hennings i stedet for,” siger Otto Knudsen.

Titlen skal være internationalt interessant
Som dansk promotion har MMA GALLA tradition for at arrangere kampe indbyrdes mellem de danske kæmpere, som de også gjorde med Seiler og Hennings. Men titlen skal også være interessant uden for de danske grænser.

“Jeg har et ønske om, at MMA GALLAs titler ikke kun skal være danske, forstået på den måde at de ikke kun skal sættes på spil mellem danskere. Det er selvfølgelig interessant med danskeropgør, men i og med at vi lige har haft et, så synes jeg, det giver rigtig god mening, at vi henter en stærk udlænding ind som udfordrer.”

Læs også: Dansk fighter udskyder skift til ny vægtklasse – vil have rematch først

Uanset udfaldet af Simon Seilers første titelforsvar, så skal Janus Olsen dog ikke frygte at skulle vente endnu længere på sin titelkamp.

“Skulle vi ende med det scenarie, at Simon taber, så vil vi få det skrevet ind i kontrakten, at det første titelforsvar skal være mod Janus, hvis han altså også vinder sin kamp 1. marts,” understreger Knudsen.

Slagside i for mange danskerkampe
Der er selvfølgelig ingen garanti for, at både Seiler og Olsen er i MMA GALLA til et eventuelt showdown senere på året.

”Jeg kan godt forstå, at man vil have titlen, når man har set andre komme videre, efter de har vundet den. Men ligeså vel som det er min opgave at sørge for, at Janus Olsen kan komme videre ud i den store verden, så er det også min opgave at sørge for, at Simon Seiler kommer videre. Det er hele tiden et spil, jeg skal have til at gå op,” siger Otto Knudsen og tilføjer en central pointe omkring de rent danske opgør.

Læs også: Dansk MMA kom til verden på Discotek In

“For mange danskerkampe ender jo også med at give for mange nederlag på de danske kæmperes rekordlister. Derfor skal vi lave dem ind imellem, når de er spændende og interessante. Men vi skal ikke lave dem hele tiden. Heller ikke selv om, at det da ville være dejligt, hvis vi kunne, for det ville minimere omkostningerne gevaldigt,” slutter Knudsen med et glimt i øjet.

Udover Janus Olsen har MMA GALLA indtil videre offentliggjort tre andre kæmpere til det første stævne i de nye gemakker i Brøndby Hallen. De tre andre er Jonas Troest, Oliver Vorm og Frederik Skov Strauss, som Fighting.dk erfarer skal kæmpe om et nyt fjervægtsbælte.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.