Danmarks MMA-univers

Iskold luft i toppen af dansk MMA: “Jeg skal aldrig have noget med dem at gøre”

Der er mildest talt dårlig stemning mellem Otto Knudsen (tv) og Brian Talarek (tv) fra hhv. MMA GALLA og UNITE. Fotos: Klosterskov Foto/Privat.

Der er opstået en strid mellem flere af de store danske MMA-promotorer. En territorial konflikt der har trukket tråde ind i andre sammenhænge, og i sidste ende ser ud til at koste vigtige ressourcer for det danske MMA-landshold.

De to primært stridende parter er MMA GALLA og UNITE, som begge holder stævner over hele landet, men har base i henholdsvis Odense og på den københavnske Vestegn. Men også Mark O. Madsens Dominance FC spiller en rolle i denne saga.

Parterne har mildt sagt forskellige synspunkter, og der bliver heller ikke lagt fingre imellem, når de forholder sig til konkurrenterne og den kritik, der kommer flyvende.

Nægter at samarbejde
Vi begynder ikke helt fra begyndelsen, men skruer blot tiden tilbage til i søndags, hvor Dansk MMA Forbund holdt generalforsamling i Odense. Her var Mark O. Madsen tilstede, ligesom Otto Knudsen og Claus Skjoldborg Larsen fra MMA GALLAs ejerkreds også deltog. UNITE-ejerne Steffen Weise og Brian Talarek er begge udlands og var derfor ikke med.

Blandt en række andre emner til generalforsamlingen var et af de vigtigere punkter et sponsorat af det danske MMA-landshold. Et sponsorat som MMA GALLA i 2023 og 2024 år har tegnet alene, men i år var der lagt op til forandring.

Læs også: MMA GALLA’s to nye signinger: Her er et par ledetråde

“Vi blev kontaktet af landstræneren (Milan Silva red.) i november, hvor vi fik præsenteret et ønske om, at de tre store danske promotions indgik i et samlet sponsorat, hvor vi eksempelvis gav 30.000 hver,” fortæller Otto Knudsen til Fighting.dk.

“Til det svarede vi, at det ville vi rigtig gerne være med til og give 30.000 kroner. Men da vi så mødtes med DMMAF’s sponsoratudvalg, fik vi besked om, at den ene promotion ikke ønsker at være med, fordi vi var med, og den anden har givet et solo-bud på sponsoratet. Derfor har man nu valgt at sende sponsoratet i budrunde.”

Læs også: International interesse for to MMA GALLA-fightere

Otto Knudsen lægger ikke skjul på hvem af de andre to promotions, der indtog de respektive holdninger, og det gør promotorerne heller ikke selv. UNITE er den part, der ikke vil indgå i et samarbejde, som MMA GALLA er deltager i, og firmaet, der ønskede solo-sponsorat, er Dominance FC.

Skal aldrig have noget med dem at gøre
Årsagen til den kolde luft mellem MMA GALLA og UNITE har ikke noget med forbund, landshold eller sponsorater at gøre. Derimod handler det som nævnt om en territorial konflikt, eller hvad UNITE’s Brian Talarek beskriver som at ‘falde i ryggen på os’.

I november annoncerede MMA GALLA, at deres københavnske lokation Glostrup Idrætspark ikke længere var stor nok til deres publikum, og at man derfor flyttede til nye gemakker i Brøndby Hallen. En langt større sportsarena med plads til over 4000 tilskuere.

Læs også: MMA GALLA-chef: Derfor bliver Janus Olsen ikke førsteudfordrer til Simon Seiler

Der er bare allerede en kampsportspromotor, der kalder Brøndby Hallen for sin hjemmebane. Som mange læsere ved springer UNITE ud af MIKENTA, som i mange år har været synonym med kampsport på Vestegnen fra basen i Albertslund. Sidste år lancerede folkene bag MIKENTA så en ny promotion under navnet UNITE og afholdt blandt andet to af i alt fem stævner i Brøndby Hallen. I år har man foreløbig annonceret et enkelt event i november.

Brøndby Hallen ved Unites første stævne i arenaen i 2024. Foto: Unite Championship

Da Fighting.dk fanger Brian Talarek på telefonen fra USA, er MIKENTA-stifteren og UNITE-medejeren rimelig klar i spyttet omkring MMA GALLA:

“Jeg skal aldrig have noget som helst med dem at gøre. Ikke med de metoder, de bruger.”

Både Talarek og Otto Knudsen er fra den helt gamle garde i dansk kampsport og har arrangeret stævner i spandevis hver især. Men nu føler Talarek sig snigløbet af promotor-kollegaen.

Spurgte ikke først
Brian Talarek udlægger forløbet sådan her:

“MMA GALLA ville på et tidspunkt gerne holde et stævne i Albertslund Musikteater, hvor jeg har holdt stævner de sidste 20 år. Så de ringer og spørger, hvad jeg siger til det, og jeg svarer, at det synes jeg er en dårlig idé. Nu havde jeg kørt noget op derude, og det er os, der holder stævner der. Jeg synes, det var fair, at de ringede og spurgte mig, og da jeg synes, de skulle lade være, så gjorde de det.”

“Så ringer de på et senere tidspunkt og spørger, hvad jeg ville sige til, at de holdt det i Glostrup Idrætspark. Jeg har aldrig holdt et stævne i Glostrup Idrætspark, så det var fint med mig. Nu er vi så begyndt at holde stævner i Brøndby Hallen. Der har jeg holdt stævner før, og det har Otto også gjort for 10-12 år siden. Nu er vi så gået i gang dér igen, vi har fået det kørt godt op og publikum kender os,” siger Brian Talarek.

Læs også: UNITE klar med MMA-titelkamp i Århus

Han blev temmelig overrasket over nyheden om MMA GALLAs flytning, som i øvrigt kom ud to dage før UNITEs seneste stævne i Brøndby Hallen 30. november.

“Lige pludselig får jeg at vide, at de skal holde stævne i Brøndby Hallen, efter vi er begyndt at skabe et publikum derude. De ringede ikke og spurgte mig om det, da det skulle være i Brøndby Hallen.”

“Du er plat”
Derfor ringede Talarek selv til Otto Knudsen for at høre, hvorfor konkurrenten ville ind den arena, som han betragter som en slags hjemmebane.

“Han fortæller så, at det er Brøndby Hallen selv, der har ringet og spurgt, om de ikke ville komme derud og holde stævne. Det synes jeg var mærkeligt, for det er jo ikke sådan noget, en hal normalt gør. Så jeg spurgte, om det var Henrik (Dornfeldt, halchef i Brøndby Hallen red.), der havde ringet og spurgt. Det svarede han nej til, men han nægtede at fortælle mig, hvem det så var, der havde ringet til dem,” siger Brian Talarek.

Læs også: Bisultanov-lejren overvejer tune up-kamp – kigger mod UNITE

Det manglende svar var ikke ligefrem tilfredsstillende for UNITE-medejeren.

“Og så siger jeg: “Så synes jeg, du er plat.” For det synes jeg virkelig er plat, når de påstår, at de er blevet ringet op af Brøndby Hallen. Men han ville ikke fortælle, hvem de havde talt med, og så sagde jeg: “Ved du hvad Otto, så har vi sgu ikke mere at snakke om”,” siger Brian Talarek fortørnet og tilføjer:

“Vi skal ikke bestemme, hvor folk holder stævner, men hvis vi skal gøre MMA stort, så synes jeg ikke, vi skal begynde at holde stævner oven i hinanden. De kunne have taget Ballerup Arena eller en af de mange andre arenaer, hvor der ikke bliver holdt noget. Otto siger jo, at han også har holdt stævner i Brøndby Hallen, og ja, men det er over 10 år siden.”

Falder i ryggen på os
Brian Talarek fortæller, at han selv ringede til Brøndby Hallens halchef for at få opklaret, om de virkelig havde forsøgt at hverve MMA GALLA på eget initiativ. Og her fra bliver det noget speget.

“Nej for pokker, det gør vi da ikke, svarede han. Men det viser sig så, at Otto har været så snu, at han har fået folkene fra Glostrup Idrætspark til at ringe til Brøndby Hallen og spurgt, om MMA GALLA kunne komme derover. Så det er ikke Brøndby Hallen, der har ringet til dem, det lægger Otto det bare ud som om,” hævder Brian Talarek.

Læs også: UNITE indgår tv-aftale for 2025

Han mener ikke, at MMA GALLAs indtog i Brøndby Hallen er den rigtige vej at gå, hvis man virkelig vil fremme dansk MMA.

Fra seneste UNITE-stævne i Brøndby Hallen i november.

“Vi er så små i Danmark, at hvis vi skal blive store, så skal vi arbejde sammen, synes jeg. Hvis du skal gøre MMA stort, så skal du jo ikke lave stævner der, hvor vi gør det. De kunne have taget Hvidovre Hallen, der er masser af arenaer. Hvorfor skal de lige tage i Brøndby Hallen, hvor vi er ved at bygge noget stort op?”

Læs også: Unite klar til stort skridt i 2025

“Det handler jo kun om, at de vil ind i det, som vi har bygget op derude, og det synes jeg sgu er at falde i ryggen på os. Det bryder jeg mig ikke om,” siger Brian Talarek. Han tilføjer i øvrigt, at UNITE gerne indgår i et fælles sponsorat med Mark O. Madsen og DFC, som man har det “helt cool” med.

Fuldstændig vanvittigt
Otto Knudsen har svært ved at genkende flere af detaljerne i beretningen fra Brian Talarek. Vi starter dog lige med den, hvor de er enige.

“Det er rigtigt, at jeg af ren respekt ringede til ham, og spurgte hvad han ville sige til, at vi holdt et stævne i Albertslund Musikteater. Det gjorde jeg, fordi han er fra Albertslund og har holdt til der i mange år. Han svarede så, at det ville han være ked af, og derfor lod vi være og tog Glostrup Idrætspark i stedet for.”

Læs også: Jonas Troest bliver i fjervægt for nu – har et regnskab at gøre op

Ifølge MMA GALLA-medejeren var der dog ingen henvendelse omkring indtoget i Glostrup. Og han så heller ikke noget behov for at cleare flytningen til Brøndby Hallen med Brian Talarek.

“Brian ejer jo ikke Brøndby Hallen. Lad os nu lige få sat det på plads. Han har sin klub i Albertslund, og derfor spurgte vi ham til Musikteateret, fordi han har holdt mange stævner der. Men altså, jeg har holdt stævner i Brøndby Hallen før. Kigger man på deres Wall of Fame derude, så er det mit stævne, der hænger billede af (European MMA red.). Det er ikke Brian Talareks. Jeg skal ikke spørge Brian, om jeg må holde et stævne i Brøndby Hallen,” siger Otto Knudsen og tilføjer:

“De har booket ét stævne derude i år i november. To sidste år. Det gør altså ikke Brian til ejer af Brøndby Hallen, og Brøndby Hallen har den samme opfattelse.”

Læs også: Fem kampe vi gerne vil se i 2025

Han benægter også, at han skulle have fået folk fra Glostrup Idrætspark til at række ud til Brøndby Hallen på MMA GALLAs vegne.

“Det kan jeg fuldstændig afvise. Der blev rakt ud til os gennem en fælles bekendt, om vi havde lyst til at lave stævne i Brøndby Hallen. De var jo godt klar over, at vi lavede noget i Glostrup. I Glostrup er de i øvrigt rigtig kede af, at vi flytter, og de har sagt, at vi er meget velkomne til at komme tilbage. Vi har sågar givet et sponsorat, så vi er oppe at hænge derude, selv om vi ikke laver stævner der længere. Men de har på ingen måde noget som helst med vores skifte til Brøndby Hallen at gøre, og de har ikke sat det i værk.”

Læs også: Danmarks ældste promotion samler landet: Ville lave 50 kampe hvis vi kunne

Otto Knudsen ønsker ikke at oplyse, hvem der var bindeled mellem MMA GALLA og Brøndby Hallen.

“Da jeg talte med Brian, ville han jo vide, hvem det var. Men det har han ikke krav på at få, og det har han ikke noget at bruge til. Han ejer ikke Brøndby Hallen. Han er bruger af den ligesom alle mulige andre og ikke en fløjtende fis mere. Jeg skal ikke stå til regnskab over for ham, og det skal Brøndby Hallen heller ikke. I hans overbevisning skal vi åbenbart, og det skal Brøndby Hallen også, for hvem de lejer hallen ud til. Det er jo fuldstændig vanvittigt.”

DFC vil heller ikke samarbejde
Den tredje part i det samarbejde, som oprindeligt blev foreslået af landstræneren er som skrevet DFC, der heller ikke ønsker at gå ind i det fælles sponsorat, som der var lagt op til. Det begrunder Mark O. Madsen her:

“Som jeg har meddelt, er jeg meget interesseret i at støtte dansk MMA. Men jeg vil gerne have en eksklusiv aftale. Når jeg sælger et sponsorat til en energidrik, så køber den energidrik branche-eksklusivitet. Så bliver de den eneste energidrik, der bliver sat i forbindelse med min promotion. Det er også det, jeg byder ind med over for landsholdet,” siger DFC-præsidenten, som har fremlagt sit bud for DMMAF.

“Jeg synes, at jeg er kommet med et yderst generøst tilbud, hvor jeg også tilbyder at hjælpe dem med udstyr og tøj, oven i at jeg overbyder det, som de har fået af MMA GALLA sidste år med 25 procent,” siger Mark O. Madsen.

Læs også: DFC’s Terteryan: Troede jeg skulle dø

Mark O. Madsen understreger, at det heller ikke kommer på tale at indgå et fælles sponsorat med en anden dansk MMA-promotion, selv om sådan en skulle byde sig til.

“Nej, jeg har ikke lyst til at dele et hovedsponsorat med nogen anden MMA-promotion i Danmark. Når jeg byder ind, så vil jeg have, at det er Dominance FC, der er hovedsponsor for det danske MMA-landshold. Ergo skal jeg være den eneste MMA-promotion på trøjen.”

Det udelukker dog ikke et samarbejde med UNITE for DFC’s vedkommende.

“UNITE ser jeg som en kampsports-promotion og ikke en decideret MMA-promotion. Så dem kan jeg sagtens forestille mig at indgå samarbejde med. Også i et eventuelt sponsorat,” siger Mark O. Madsen.

Landsholdet betaler prisen
Tilbage står det danske MMA-landshold med et sponsorat, der ser ud til at blive betragteligt mindre end det, man havde sat næsen op efter. Det er selv om alle tre store promotions egentlig gerne vil støtte talenterne i rødt og hvidt.

Læs også: EM-landsholdet er udtaget – ny kæmper med

MMA GALLA ønsker ikke at være en del af budrunden og har trukket sig helt fra dialogen om et sponsorat.

“Vi har trukket os, for så kan det være, at forbundet kan få UNITE med og lave noget med dem og Dominance, hvis det er os, der er den røde klud i det her. Det er ligesom den måde, vi kan bidrage på. Vi synes, det er super ærgerligt, for hvis alle havde givet 30.000, havde 90.000 kroner jo været en perfekt aftale for det danske landshold,” siger Otto Knudsen.

Fighting.dk arbejder på kommentarer fra Dansk MMA Forbund og landstræner Milan Silva. Men det sidste ord omkring konflikten mellem UNITE og MMA GALLA er ikke sagt. Mere følger i løbet af ugen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.