Tidligere i dag var det Airtox Dominance, der måtte melde ud, at main event-kampen mellem Mads Burnell og Jose Zarauz var aflyst med otte dage til eventet.
Læs også: Airtox Dominance-chok: Mads Burnells main event-kamp er aflyst
Og nu har Danmarks anden store MMA-promotion, MMA GALLA, ligeledes været tvunget til at aflyse en højt profileret professionel kamp ved MMA GALLA vol. 32.
Det er Arte Suaves indtil videre ubesejrede pro-fighter Abdullah Ali Amer, der er blevet skadet og derfor har været nødsaget til at trække sig fra eventet.

Ali Amer skulle ellers have været i buret til en meget imødeset pro-kamp mod den stærke tyske profil Djamalay Bersanukaev, der ligesom danskeren har en professionel rekordliste på tre sejre og nul nederlag.
“Kampen er desværre aflyst, da Abdullah Ali Amer er tvunget til at trække sig med en skade,” skriver MMA GALLA i et opslag på sociale medier.
“Det er aldrig en annoncering, der er sjov at lave, men skader er desværre en del af fight-gamet.”
Ifølge opslaget bliver der ikke booket en ny kamp til MMA GALLA vol. 32, der finder sted i Sydbank Arena i Odense den 29. august.
De fynske fightfans kan dog fortsat se frem til 12 stærke kampe, inkl. to titelkampe med de lokale fanfavoritSimon Seiler og Jakob Dyrup.



