Danmarks kampsportsunivers

Noah Kiel er tilbage efter lang pause: “Jeg går altid efter en afslutning før tid”

Noah Kiel får comeback i buret. Hans seneste MMA-kamp er mere end to år siden. Foto: Instagram

I starten af 2024 kom Noah Kiel blæsende ind på den danske MMA-scene.

Den nordjyske fighter var i buret intet mindre end tre gange på mindre end tre måneder, hvor Kiel tog to flotte sejre og led et enkelt nederlag ved tre forskellige MMA GALLA-events. Ingen af kampene gik tiden ud, og Kiels aggressive stil høstede masser af roser.

Læs også: Mark O. Madsen øjner tilskuerrekord: “Vi kan roligt regne med god stemning”

Siden foråret 2024 har Noah Kiel dog ikke været i kamp – men på lørdag kan danske fightfans igen se frem til at få nordjyden i buret. Det sker ved Airtox Dominance 7.0, der for første gang gæster Randers.

Det lange pause skyldes er en blanding af pligter uden for buret, fortæller Noah Kiel til Fighting.dk.

“Årsagen til, at jeg ikke har kæmpet i et stykke tid, er en blanding af værnepligt og arbejde. I august 2024 startede jeg værnepligt og færdiggjorde den i november samme år. Og i 2025 og 2026 har jeg været meget fokuseret på at arbejde,” siger Noah Kiel.

Har vedligeholdt sine evner
Selvom kampene har været sat på pause, har han holdt sig skarp.

“Jeg har trænet en del almindelig boksning og vedligeholdt mine MMA-evner,” understreger den nordjyske fighter, der gør det klart, at man ikke skal forvente at se ham fedte en sejr hjem på dommersedlerne.

“Jeg vil beskrive mig selv som en kæmper, der altid går efter en afslutning før tid. Jeg har trænet hårdt op til kampen,” fastslår Kiel.

I Randers skulle nordjyden oprindeligt have mødt Frederikshavn MMA’s Tahar Al Ahmar, men efter et afbud står Kiel nu i stedet over for Burnell MMA’s Malik Diakite. Det ændrer dog ikke noget for ham.

“Jeg ser bare frem til at komme i buret, ligegyldigt hvem det er,” fastslår Noah Kiel.

Læs også: Malik Diakite afløser skadet nordjyde: Klar til MMA-debut i Arena Randers

Diakite er debutant i MMA-sammenhæng, men han massiv erfaring inden for stående kampsportsdiscipliner K1 og særligt muay thai. Noah Kiel ser også sin modstander som den mere rutinerede af de to, men det ser nordkyden som en fordel.

“Malik er en langt mere erfaren modstander i forhold til mig. Det giver mig muligheden for at vinde mere, og det motiverer mig endnu mere,” lyder det fra Noah Kiel.

Det er lørdag aften, at Noah Kiel og Malik Diakite står ansigt til ansigt i Arena Randers til Airtox Dominance 7.0.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.