Danmarks kampsportsunivers

Nykåret EBU Silver-mester har storkamp på plads: Møder britisk profil til januar

Bare fire dage efter sin imponerende sejr har Melissa Mortensen allerede en ny kamp på plads. Den 31. januar møder den danske EBU Silver-mester britiske Tori-Ellis Willetts ved Primetime Fight Night Vol. 6 i Sydbank Arena – et opgør der skal bringe danskeren tættere på de helt store titelkampe.

Melissa Mortensen (8-0) har ikke planer om at sætte farten ned. Lørdagens triumf, hvor hun sikrede sig EBU Silver-titlen med en spektakulær knockout over polske Dorota Norek, er allerede historie. Nu venter næste skridt op ad ranglisten.

Læs også: Melissa Mortensen tager bæltet på hjemmebane efter storslået sejr

Modstanderen bliver 29-årige Tori-Ellis Willetts (7-1), en stærk britisk profil med kun ét nederlag i karrieren. Det kom i september 2024, da hun tabte på point til Tysie Gallagher i en tæt kamp om WBO International-titlen.

Willetts har en imponerende baggrund som både tidligere britisk landsholdsbokser og britisk mester. Promotor Kasper Holger ser dog stadig Melissa Mortensens kamp mod Willets som et skridt på vejen mod endnu større opgaver det kommende år.

“Melissa bliver fulgt tæt af de øvrige topboksere i vægtklassen, og 2026 kommer med stor sandsynlighed til at byde på minimum én titelkamp mere,” siger promotor Kasper Holgersen.

Store planer
Med sejre, power og en markant udviklingskurve har Mortensen nu nået et niveau, hvor hun kan tage større skridt op ad ranglisten. Netop derfor er Willetts – et anerkendt navn i britisk boksning – en ideel modstander på vejen mod de helt store internationale kampe, mener Primetime-promotoren.

“Vi har store planer med Melissa. Denne kamp er endnu et vigtigt skridt i jagten på det verdensmesterskab, vi er overbeviste om, at hun har niveauet til at vinde,” understreger Kasper Holgersen.

Læs også: Khatib møder hårdtslående italiener: Revanche på dansk grund efter Idrissi-knockout

‘Mortensen vs Willetts’ er en del af Primetime Fight Night Vol. 6, der løber af stablen den 31. januar 2026 i Sydbank Arena i Kolding.

I hovedkampen møder Jakob Bank tidligere IBF-verdensmester William Scull, mens Dina Thorslund gør comeback på dansk grund i jagten på sine tidligere VM-bælter.

Kampen mellem Mortensen og Willetts bokses i super bantamvægt.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.