Er der en kæmper, som de lokale fightfans i Odense helt sikkert ser frem til at se i buret igen, så er det 19-årige Oliver Petersen.
Det danske stortalent fra Odense-klubben Great Danes Fight Club skal i aktion for MMA GALLA for første gang i mere end et år, når Oliver Petersen møder den stærke franskmand Adam Onifadé.
Franskmanden har masser af selvtillid før kampen, og i et interview med Fighting.dk gjorde han det klart, at Oliver Petersen hellere måtte være klar til på lørdag – for det var Onifadé.
Læs også: Fransk profil ser frem til Oliver Petersen-test: “Vær klar – for det er jeg”
Men det er kun godt, hvis der kommer en kampklar franskmand til Odense, mener Oliver Petersen.
“Godt han er klar, for han skal stå tidligt op, hvis han skal have en chance,” lyder det selvsikkert fra Great Danes-profilen.
Seneste kamp var ved VM
Oliver Petersen er kendt som en særdeles aktiv kæmper, og trods sine blot 19 år har han allerede 13 amatørkampe på CV’et, ligesom han har repræsenteret det danske MMA-landshold ved både EM og VM.
Men faktisk er hans seneste kamp netop fra VM i slutningen af september sidste år. En for danskeren ret lang kamppause, der skyldes en skade i knæet og en voldsom staph-infektion.
Læs også: Oliver Petersen om sparring med UFC-fighter: “Fedt at mærke de bare er mennesker”
“Jeg har haft lidt udfordringer med skader og infektioner, men er 100 procent klar,” fastslår Oliver Petersen, der heller ikke er nervøs over at skulle i buret igen efter små otte måneders pause.
“Det er lidt tid siden, jeg har kæmpet, men det tænker jeg ikke, jeg kommer til at mærke,” siger han til Fighting.dk.
Oliver Petersen møder Adam Onifadé ved MMA GALLA vol. 31 nu på lørdag i Sydbank Arena i Odense.



