Danmarks kampsportsunivers

Oliver Petersen om sparring med UFC-fighter: “Fedt at mærke de også bare er mennesker”

Oliver Petersen ved den såkaldte Media Day for Airtox Dominance tidligere i år. Foto: Bahadir Badi/Airtox Dominance

Det er efterhånden noget tid siden, at Great Danes-stortalentet Oliver Petersen har været i buret.

Det var ved VM i MMA, hvor den 19-årige dansker efter en flot sejr i første runde blev sendt ud af turneringen efter et nederlag til Daniel Dachev.

Læs også: Dansk nedtur: Skadet Oliver Petersen misser semifinalekamp i KB Hallen

Siden gjorde en drilsk knæskade i menisken Oliver Petersen så ukampdygtig, at han måtte melde fra til sin semifinale i amatørturneringen Fear Nothing Tournament.

Den unge dansker er dog sin knæskade kvit og har som så mange andre danske profiler for nyligt været et smut på træningscamp i Thailand.

Trænet med UFC, PFL og ONE-fightere
Her stødte han tilfældigt på Bogdan Grad – en østrigsk MMA-kæmper, der i 2024 vandt en UFC-kontakt gennem Dana White’s Contender Series og siden har haft tre kampe i UFC.

Herunder ses østrigeren i aktion i sin UFC-debut, hvor han vandt på TKO over Lucas Alexander og sikrede sig en Performance of the Night-bonus.

“Jeg mødte Bogdan til en træning, og derfra har vi trænet sammen flere gange om dagen,” fortæller Oliver Petersen, som også nåede at træne med etablerede navne fra både Professional Fighting League (PFL) og ONE Championship.

“Det har været fedt at mærke niveauet og føle, at de også bare er mennesker,” siger Oliver Petersen til Fighting.dk.

Great Danes-profilen havde egentlig sat næsen op efter at kæmpe mindst en muay thai-kamp – en disciplin Oliver Petersen selv er tidligere danmarksmester i.

Læs også: Vild forberedelse til danskerbrag: ‘Thai-kampe, grappling og MMA-kamp i udlandet’

Det blev desværre ikke til noget.

“Inden jeg tog afsted fik jeg en slem staph-infektion i mit ben og skulle opereres. Såret er stadig ikke helt helet, så jeg har måtte træne med vandtæt plaster og en kompressionssok på,” fortæller Oliver Petersen.

Han understreger dog, at han nok skal være helt klar til den 6. juni, hvor der venter et dansk brag i KB, når Oliver Petersen tørner sammen med Louis Thastum fra Burnell MMA ved Airtox Dominance 6.0.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.