Danmarks kampsportsunivers

Oliver Petersen klar efter knæskade – men misser alligevel EM

Martin Kampmann, th, har været MMA-coach for Oliver Petersen de seneste fem år. Her er de sammen ved VM i MMA sidste år.

En af de helt store danske medaljehåb ved det forestående EM i MMA kommer desværre ikke i kamp.

19-årige Oliver Petersen fra Great Danes Fight Club kommer således ikke til at repræsentere de rød-hvide farver, når det fra på torsdag går løs i den serbiske hovedstad Beograd.

Det fortæller han selv til Fighting.dk.

“Mit knæ nåede at blive godt nok til, at jeg sagde ja til at kæmpe – men så fandt vi ud af efterfølgende at min gruppe var fyldt,” lyder det fra Oliver Petersen.

Læs også: Fanfavorit misser Airtox Dominance-stævne – ude med en revnet menisk

Den 19-årige dansker har siden VM i MMA sidste september haft problemer med en revnet menisk i det ene knæ. Men der var altså fyldt i letvægt, som er den vægtklasse, Oliver Petersen kæmper i.

Plads i højere vægtklasse
Der var dog en mulighed for at komme i kamp ved EM – men i en højere vægtklasse.

“Jeg prioriterede, at det var bedre at tage nogle kampe et andet sted,” forklarer Oliver Petersen.

Great Danes-talentet har allerede en kamp booket til den 6. juni.

Her møder Oliver Petersen Louis Thastum i en allerede ganske hypet catchweight-kamp op til 73 kilo.

Læs også: Bekræfter danskerbrag: “Hvem er fremtiden i dansk MMA?”

Det sker i KB Hallen den 6. juni ved Airtox Dominance 6.0.

Trods sine bare 19 år har Oliver Petersen allerede 13 amatørkampe bag sig med otte sejre og fem nederlag – og har tidligere repræsenteret Danmark ved både EM og VM.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.