UFC vender lørdag aften tilbage til Houston for første gang i fire år. I hovedkampen venter et interessant opgør i mellemvægten, når den tidligere champ Sean Strickland skal forsøge at stoppe Anthony “Fluffy” Hernandez’ imponerende sejrsstime.
Det er samtidig Stricklands første kamp i et år – og hans første efter en karantæne, han pådrog sig ved et dramatisk optrin i sommers. Ved et Tuff-N-Uff-stævne i Las Vegas stormede han ind i buret og slog løs på en kæmper, der efter amerikanerens opfattelse havde provokeret hans holdkammerat efter en kamp.
Det kostede seks måneders udelukkelse og en bøde på 5.000 dollars.
Nu er 34-årige Strickland tilbage efter at have gennemført et kursus i anger management.
Om der er grund til vrede over Fighting.dk’s gennemgang af main card, vil vi lade være op til andre at vurdere – men vi har i hvert fald kigget dybt i krystalkuglen og kommer også med vores spilforslag på vinderen af de enkelte kampe.
Zach Reese vs. Michel Pereira – mellemvægt
Michel Pereira (31-14) er kendt for sin utraditionelle og underholdende stil – han har løbet på buret, lavet baglæns saltomortaler og generelt leveret seværdig MMA. Men brasilianeren har lidt tre nederlag i træk og blev knockoutet på blot 43 sekunder mod Kyle Daukaus i august. Nu skal han have vendt skuden.
Zach Reese (10-2) er en lovende amerikaner med to sejre i træk og en rækkeviddefordel på fire tommer. Han træner hos WAR Training Center i Texas og har vist solid brydning og finishing-evne. Spørgsmålet er, om han kan holde Pereiras kaotiske stil nede.
Pereira er en højrisiko-kæmper, der enten leverer vilde highlights eller lider klare nederlag. Reese’ brydning kan afgøre kampen.
Fighting.dk’s forudsigelse: Zach Reese vinder kampen til odds 2,25 hos Expekt.
Jacobe Smith vs. Josiah Harrell – weltervægt
To ubesejrede kæmpere med identiske 11-0-rekorder mødes i et fascinerende opgør. Jacobe Smith er en tidligere wrestler fra Oklahoma State University, der træner under Daniel Cormiers vejledning. Han har imponeret i sine to UFC-kampe med en hurtig knockout over Preston Parsons og en submission af veteranen Niko Price.
Josiah Harrells historie er bemærkelsesværdig. Han var egentlig booket til at debutere i UFC i 2023, men blev trukket fra kortet dagen før, da læger opdagede en sjælden hjernesygdom. Han gennemgik en operation, kom sig hurtigt, og har siden vundet fire kampe i træk i LFA.
Smith har mere oktagon-erfaring og en fem-tommers rækkeviddefordel. Men Harrell er mentalt hærdet og sulten efter at bevise sit værd.
Fighting.dk’s forudsigelse: Jacobe Smith vinder kampen til odds 1,30 hos Expekt.
Serghei Spivac vs. Ante Delija – sværvægt
Moldoveren Serghei Spivac (17-6) er en af divisionens mest effektive grapplers. Han har kvalitetssejre over Derrick Lewis og Marcin Tybura, men har lidt nederlag i tre af sine seneste fire kampe. Ante Delija (26-7) er tidligere PFL-sværvægtsmester og træningsmakker med Tom Aspinall. Kroaten imponerede med en hurtig knockout i sin UFC-debut, men hans seneste kamp mod Waldo Cortes-Acosta i november endte kontroversielt. Dommeren stoppede kampen som TKO-sejr til Delija, men tv-billederne afslørede efterfølgende, at kroaten havde ramt Acosta med et eyepoke lige inden. Kampen blev sat i gang igen – og kort efter blev Delija selv knockoutet.
Det er klassisk grappler mod striker. Spivac vil forsøge at få kampen ned på gulvet, mens Delija vil holde den stående og udnytte sin power.
Selvom Spivac har tabt tre af fire, så er han solid, og vi har en fornemmelse for, at han godt kan levere overraskelsen her.
Fighting.dk’s forudsigelse: Serghei Spivac vinder kampen på submission til odds 6,50 hos Expekt.
Dan Ige vs. Melquizael Costa – fjervægt
Dan Ige (19-10) er indbegrebet af “anyone, anytime, anywhere”. Veteranen fra Hawaii har taget kampe på én dags varsel – blandt andet mod Diego Lopes – og siger aldrig nej, uanset modstander eller forberedelsestid. Han er en no bullshit-type, der altid leverer. Han har lidt nederlag i tre af sine seneste fire kampe, men er aldrig blevet stoppet i 20 UFC-kampe.
Her har Ige haft bedre tid til forberedelse, men det har der også været brug for. Melquizael Costa (25-7) havde et gennembrud i 2025 med fire sejre, senest en brutal headkick-knockout af Morgan Charriere efter bare 74 sekunder. Brasilianeren virker som en mand på vej mod toppen af divisionen, og Ige er den perfekte test på, om han er klar til næste niveau.
Det tror vi, han er.
Fighting.dk’s forudsigelse: Melquizael Costa vinder kampen på point odds 1,70 hos Expekt.
Geoff Neal vs. Uroš Medić – weltervægt (co-main event)
Geoff Neal (16-7) er en teknisk striker med knockout-power, der engang så ud til at være på vej mod toppen. Men de seneste år har været svære – han har kun vundet én af sine sidste fire kampe og har for nylig fortalt åbent om en fem-årig kamp med misbrug. Hans seneste kamp var et knockout-nederlag til Carlos Prates i august.
Uroš Medić (12-3) er serbisk og farlig. Han har aldrig været til point i sin karriere og kommer med back-to-back knockouts på 63 sekunder. “The Doctor” jagter en plads i top 15.
Neal er favorit, men Medić er eksplosiv og uforudsigelig. Det her kan slutte hurtigt for begge.
Fighting.dk’s forudsigelse: Uroš Medić vinder kampen på knockout til odds 3,80 hos Expekt.
Sean Strickland vs. Anthony Hernandez – mellemvægt (hovedkamp)
Den tidligere mester møder den længstventende udfordrer. Sean Strickland (29-7) har ikke kæmpet siden han led nederlag på point til Dricus du Plessis ved UFC 312 i februar 2025. Dengang virkede han aflæst og manglede sit sædvanlige drive. Nu vender han tilbage efter karantænen med noget at bevise.
Anthony “Fluffy” Hernandez (15-2) har vundet otte kampe i træk – den længste aktive sejrsstime i UFC’s mellemvægt – og har aldrig fået en titelkamp. Han har senest domineret Brendan Allen og submitted Roman Dolidze. Hernandez har UFC’s rekord for flest takedowns i mellemvægt (54) og er en grappling-maskine med fremragende cardio.
Stilistisk er kampen fascinerende. Strickland lever af sit jab og fremadrettet pres. Hernandez’ brydning og tempohøje stil har knust alle på hans vej. Spørgsmålet er, om Strickland kan holde kampen stående og komme op, når han bliver taget ned – noget han traditionelt har været god til.
Med Khamzat Chimaev som mester og planer om at forsvare titlen én gang mere ved 185 pounds, før han rykker op, føles denne kamp som en reel titeleliminerer. Vinderen er højst sandsynligt næste mand til guldet.
Fighting.dk’s forudsigelse: Anthony Hernandez vinder kampen på point til odds 2,50 hos Expekt.
Main card ved UFC Fight Night: Strickland vs. Hernandez kan ses fra kl. 02.00 dansk tid natten til søndag – og det er som sædvanligt hos Viaplay.



