I går blev Oskar Lang annonceret som hovednavn, når MMA GALLA 10. maj lægger til land i Aalborg Stadionhal.
Ved sin seneste tur i buret vandt ‘Pitbull’ en overbevisende submission-sejr over Lukasz Gradzki i Brøndby Hallen, en præstation som han selv var godt tilfreds med.
Læs også: Her er MMA GALLAs main event i Aalborg
“Det var sindssygt godt at være tilbage i buret efter så lang en pause og oven i det komme tilbage med et brag. Som jeg sagde inden kampen, kommer jeg for at levere og bum, jeg kommer ind og leverer efter min mening aftens bedste kamp,” siger Oskar Lang til Fighting.dk.
Det er første gang, at Lang står i main event, og den polske dansker er selvfølgelig svært tilfreds med pladsen øverst på plakaten.
“Fight of the night i Brøndbyhallen gik så til en anden, men at jeg får main event i Aalborg betyder vel, at chefen er glad for, hvad jeg leverer,” konstaterer Arte Suave-kæmperen.
Har et råd til modstanderen
Den 10. maj skal Lang op mod engelske Kai Holmes (3-1), der har stoppet modstanderne i alle sine tre sejre. Det er dog ikke noget, Lang stresser over.
“Han kommer til Aalborg med en fin rekord, men jeg kommer for at gøre livet surt for ham. Som jeg viste sidste gang, er jeg en bedre kæmper for hver kamp, og det samme gør sig gældende denne gang. Så hvis han tror, at det bliver endnu en nem kamp, så vil jeg råde ham til at blive derhjemme.”
Læs også: Oskar Lang sigter efter andre mål end resten af ‘flokken’
Mens Lang altså kommer fra en sejr, blev Kai Holmes senest besejret for første gang som professionel i november, og her blev han selv stoppet før tid.
Har ligeså meget hjemmebane i Aalborg
For uindviede kan det måske overraske, at en kæmper fra en klub i det københavnske nordvestkvarter bliver hovednavn i Aalborg, men Oskar Lang har masser af tilknytning til Nordjylland.
Læs også: Avanu beklager: Glemte at informere UNITE om MMA GALLA-kontrakt
“Jeg tænker ikke, at der var nogen, der var i tvivl om, at kampen i Brøndbyhallen var på min hjemmebane efter at have set og hørt den støtte, jeg fik fra publikum. Men Aalborg er også et særligt sted for mig, og det er lige så meget min hjemmebane som København,” siger Oskar Lang og tilføjer:
“Min kampsports karriere startede i Nordjylland, hvor jeg har trænet i forskellige klubber – blandt andet Aalborg Martial Arts. Det betyder super meget for mig at kæmpe main event i Aalborg foran alle mine venner og træningsmakkere, som var der helt fra min første dag på måtten og nu til at være hovedkamp til et stort pro-show,” understreger fjervægteren.