Danmarks kampsportsunivers

Promotor med kæmpe ros til danske amatører: “Udviklingen har været eksplosiv”

MMA GALLAs tre ejere - fra venstre Otto Knudsen, Claus Skjoldborg Larsen og Nick Barnø.

Claus Skjoldborg er ikke hvem som helst i dansk MMA. Som mangeårig formand for Dansk Mixed Martial Arts Forbund (DMAAF) og nuværende MMA GALLA-medejer har han været en del af sporten i en menneskealder.

I Skjoldborgs mange år i dansk MMA har der både været op- og nedture, men netop i disse år ser han en udvikling på den danske MMA-scene, der imponerer ham.

Læs også: Arte Suave-talent satser på aktivt efterår: Vil finpudse sit game inden pro-karriere

“Nu har jeg stået bag amatørkampe i over ti år, og bare de seneste fem har udviklingen været eksplosiv. Niveauet blandt amatørerne er i dag så højt, at selv debutanter kommer ind og leverer præstationer, der tidligere krævede mange års erfaring,” fortæller Claus Skjoldborg til Fighting.dk.

Brænder for amatørernes fremtid
Det ene trekløver af MMA GALLA’s ejerkreds har i dag ansvaret for amatørkampene for den danske MMA-promotion. Her sørger han forud for MMA GALLA-stævnerne at have typisk en 8-10 amatørkampe på de endelig fightcards.

“Vi tiltrækker kæmpere fra hele Norden, men også fra Tyskland, Polen og Italien. Det betyder, at vi samler nogle af de bedste amatørkæmpere i Europa – og vi hører igen og igen fra udenlandske fightere og trænere, at de er meget imponerede over standarden her hos os. Det gør os både stolte og taknemmelige – for vi brænder virkelig for amatørernes fremtid og for at give dem de bedst mulige rammer at udvikle sig i,” fortæller Claus Skjoldborg.

Læs også: Stor ros til MMA GALLA-profil: “Han er enhver matchmakers drøm”

Han vil dog ikke tage æren for udviklingen – men sender i stedet en bunke roser videre til de danske MMA-klubber.

“Det er et kæmpe skulderklap til de mange dygtige klubber og trænere, der uge efter uge løfter niveauet. Vi er utroligt stolte af det arbejde, der bliver lavet ude i miljøet – og ikke mindst af de kæmpere, der stiller sig ind i buret og viser, hvad de kan,” lyder det fra Claus Skjoldborg.      

Ved det kommende MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen er der foreløbigt syv amatørkampe på programmet – med finalen ved Victory Tournament mellem Sigurd Rømer (Great Danes FC) og svenske August Jacobsson som højdepunktet.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.